Venstre afviser ikke samarbejde trods budgetkup
Jakob Ville (V) holder trods dagens budget forlig uden Det Konservative Folkeparti døren åben for et VK-samarbejde efter næste års kommunalvalg.
Det er ikke mange timer siden, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre kunne løfte sløret for et budgetforlig udenom borgmesteren, Knud Erik Langhoff og resten af Det konservative folkeparti.
Faktisk er det så kort tid siden, at vi endnu ikke kender indholdet af aftalen.
Alligevel kommer gruppeformand fra Venstre, Jakob Ville, med en håndsrækning til Det Konservative Folkeparti.
- Jeg vil da rigtig gerne stå sammen med de konservative efter næste valg, siger Jakob Ville.
Men derfor vil han ikke bare stå og se på, mens han venter på næste valg.
- Jeg kan ikke bare lægge mig i slipstrømmen af dem i fire år og vente på, der kommer valg. Jeg har noget på hjerte, jeg vil rigtig gerne noget med den her by, og det fik jeg mulighed for nu, uddyber Jakob Ville.
Ikke tid til skattelettelser
For selvom muligheden for en aftale med Det konservative folkeparti ikke er blevet afsøgt, er det ikke uden grund, at Venstre er gået uden om dem på trods af et ønske om et forestående samarbejde.
- Vi mener ikke, at det er det rigtige tidspunkt til skattelettelser, som er det borgmesteren har lagt op til, han vil. Man kan ikke lave besparelser og så dele penge ud lige bagefter. Det er jeg modstander af, fortæller Jakob Ville.
Det er ikke kun Venstre, der nævner ønsket om skattelettelser, som det springende punkt for det manglende samarbejde med Det Konservative Folkeparti. Samme begrundelse kommer Birgitte Munk Grunnet, gruppeformand for Socialdemokratiet også med.
- Vi har været lidt langt fra hinanden, her i de indledende snakke. Borgmesteren ville gerne have fjernet dækningsafgiften, det mener jeg ikke er det rigtige tidspunkt for, siger Birgitte Munk Grunnet.
Netop dækningsafgiften nævnes også af en anden part i den firekløver, der stod bag den konservative borgmester, nemlig SF's gruppeformand, Iben Lehmann Rasmussen.
- Det har været et springende punkt for borgmesteren, at vi kunne sænke dækningsafgiften, som jo reelt er en skattelettelse. Det har vi ikke kunne bakke op om, da en vigtig del af konstitueringsaftalen var, at vi skulle holde skatter og afgifter i ro, siger Iben Lehmann Rasmussen.
Borgmester Knud Erik Langhoff har ikke ønsket at stille op til interview her til aften.
Hvad er dækningsafgiften
Dækningsafgiften er en kommunal ejendomsskat, som pålægges erhvervsejendomme. Det kan være butikker, kontorer, værksteder og lignende. Dækningsafgiften har til formål at være et bidrag til at dække de udgifter, som ejendommen påfører kommunen.