Tidligere minister vil være ny borgmester
Nu er to tidligere ministre i spil som ny borgmester i Kolding. Eva Kjer Hansen melder sig ind i kampen.
Næste års kommunalvalg i Kolding kan blive en borgmesterkamp mellem to forhenværende ministre fra Christiansborg. Venstres Eva Kjer Hansen melder sig nu som borgmesterkandidat for Venstre.
Dermed kommer hun til at kæmpe med tidligere udenrigsminister og partiformand for SF, Villy Søvndal, om Koldings borgmesterstol. Den bliver ledig, når nuværende Venstreborgmester Jørn Pedersen rejser sig og frivilligt forlader den med udgangen af 2021.
Blev opfordret
I 30 år har Eva Kjer Hansen repræsenteret Koldings Syds Venstrekreds på Christiansborg. Hun er flere gange tidligere minister, og nu siger hun til TV SYD, at hun har taget imod en opfordring fra kredsen om at stille op som kandidat til Koldings ledige borgmesterpost.
- Det er en by med masser af potentiale. Det samme er der i Venstres byrådsgruppe og i Kolding Byråd i det hele taget. Derfor har jeg taget imod opfordringen, siger Eva Kjer Hansen.
Ny adresse
Og du er ikke engang fra Kolding, vil nogen måske indvende?
- Nej, men i 30 år har jeg repræsenteret byen på Christiansborg, og fra første oktober har jeg folkeadresse i byen.
Kampen mod Villy
Hvordan ser du på, at du skal kæmpe mod Villy Søvndal?
- Vi kender hinanden fra Christiansborg, og jeg ser frem til en god dialog med Villy. Jeg synes, det er supersejt, at han stadig er aktiv, og at han melder sig ind i kampen i Kolding.
Tja bum bum
- Forlader du nu landspolitik?
- Man kan ikke sidde i Folketinget og samtidigt være borgmester i Kolding, så ja, det gør jeg, hvis jeg bliver borgmester.
- Og hvis du ikke bliver borgmester, men menigt byrådsmedlem?
- Så bliver jeg begge steder, vil jeg tro.
Eva Kjer Hansen
- Har været folketingskandidat for Venstre i Kolding siden 1990.
- Fik 2.864 personlige stemmer i Kolding Kommune ved sidste folketingsvalg.
- Er tidligere minister ad flere omgange.
- Uddannet cand. polit.
- Født 1964 ved Aabenraa.
- Bosat i Aabenraa indtil 1. oktober 2020.
- Hvorfor stiller du ikke op i Aabenraa, hvor du kommer fra?
- Dette har ikke tidligere været på dagsordenen, men nu vælter det ind med henvendelser fra Kolding. Nu er det op til medlemmerne af Venstre i byen, om det skal være mig.
Venstres Ville stiller også op
Mindre end et døgn efter, at nuværende borgmester Jørn Pedersen meddelte sin afgang, annoncerede 43-årige Jacob Ville den 25. august, at han vil være Koldings nye borgmester. Han er i dag medlem af Venstres byrådsgruppe.
Venstre i Kolding holder opstillingsmøde den 8. oktober.