Skoleelever truer hinanden og lærere på stor Kolding-skole
Arbejdstilsynet beskriver i tilsynsrapport, hvordan muslimske elever på Munkevængets Skole i Kolding udøver religiøs, social kontrol med andre elever, skriver JydskeVestkysten.
”Jeg slår dig ihjel”.
”Jeg har en kniv i tasken”.
“Jeg kommer og besøger dig”.
Sådan truer og intimiderer “en del” elever i de ældste klasser på Munkevængets Skole i Kolding andre elever og ansatte, skriver JydskeVestkysten.
En gruppe muslimske elever fører ifølge dagbladet religiøs kontrol med hinanden ved at holde øje med, om kammerater for eksempel spiser svinekød eller overholder ramadanen.
De samme elever i udskolingen opfører sig verbalt grænseoverskridende og respektløst overfor lærere og medelever, og det resulterer jævnligt i voldelige sammenstød mellem elever.
Det fremgår af to tilsynsrapporter fra Arbejdstilsynet, som nu har pålagt skolen at få styr på situationen.
To strakspåbud
Munkevængets Skole skal sikre, at risikoen for vold i arbejdet med elever i udskolingen forebygges effektivt. Samtidig skal arbejdet udføres, så de ansattes sikkerhed eller sundhed ikke forringes, skriver Arbejdstilsynet i to strakspåbud.
Det er nærmest det, man kalder et "haram-politi".
Stine Kirk Jensen, skoleleder
Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg på Munkevængets Skole tre gange før sommerferien og senest den 22. juni.
Problemerne har eksisteret i udskolingens 7., 8. og 9. klasser med i alt seks klasser.
Skolen har i alt 500 elever på alle klassetrin. 82 procent af eleverne er to-sprogede.
Skoleleder: Haram-politi
Under ramadanen, som er fastemåneden i Islam, oplever skolen, at de omtalte elever forsøger at kontrollere, om andre overholder de religiøse regler.
- De holder øje med, hvad man må og ikke må under ramadanen, og det er nærmest det, man kalder et "haram-politi". Det kan vi selvfølgelig ikke have, og det skal væk. Når det sker, tager vi fat i forældrene, og så hjælper det, fortæller skoleleder Stine Kirk Jensen til avisen.
Haram refererer til alt, hvad der er forbudt ifølge Islam.