Se video: Danmarks bedste romkugle udsolgt på en time
Romkuglerne blev solgt i de to bagerier i Seest og i Bramdrupdam. I Seest var der udsolgt på en time og ti minutter, mens der var udsolgt på to timer i Bramdrupdam.
Det var næsten som at sælge vand i Sahara.
- Det er slut for i dag! Der er solgt 1100 romkugler siden kvart i seks i morges og klokken er nu fem minutter i syv, bliver der råbt af en af medarbejderne ud i bageriet i Seest.
En god time tog det altså at få udsolgt den nykårede danmarksmester i kategorien Danmarks Bedste Romkugle.
- Det var lidt crazy. Vi havde lidt regnet med det, for der var mange, der købte halvtreds eller tredive ad gangen, fortæller Mette Toft Hansen, der er medejer af de to Seest-bagerier i Seest og i Bramdrupdam.
Her var der begge steder forberedt 1000 romkugler, og hvor bageriet i Seest var udsolgt på en god time, havde bageriet i Bramdrupdam udsolgt efter to timer, skriver de på Facebook.
Ude bagved stod Mettes mand, Claus Toft Hansen, og trillede og rullede romkugler for at følge med til den store efterspørgsel. Selvom de egentlig kun ville lave 1000 for at kunne følge med, diskede han alligevel op med 100 ekstra til stor glæde for de fremmødte kunder.
- Jeg tror, de er rigtig gode. Køen er lang, men det gik rigtig fint, siger Karina Fabrin, der var en af de heldige.
En anden kunde tror godt, at det kan blive 'en ting' at skulle hente de populære romkugler ved bageren.
- Jeg synes, det er mega fedt. Jeg ved, de gerne vil udvikle sig i den her bager, så stort cadeau til dem, siger Tenna Dam Nielsen.
En hård omgang
Trods stor interesse var der ikke flere hundrede meters kø, og det skyldes, at de var godt forberedt og havde tre ekspedienter, der var hurtige med betjeningen.
- Det er sådan en dag, man ikke får for mange af forhåbentligt. Vi har trillet romkugler til klokken to i nat og stod så op klokken halv fem, og klokken seks stod der en lang kø over til vore sølle naboer, siger Mette Toft Hansen.
Mellem wienerbrød og morgenbrød fløj romkuglerne over disken, og det har været en fed oplevelse, fortæller Mette Toft Hansen, der dog ikke kommer til at masseproducere i samme grad, som man hidtil har gjort hos den tidligere danmarksmester i Nørre Aaby, der leverer romkugler over hele landet.
- Mega fedt, at det er en succes, der hagler ned over os, men vi kommer ikke til at gøre som Nørre Aabys bageri og gå ud til forskellige forhandlere. Det har vi ikke ressourcer til, og vi kommer ikke til at investere i maskiner, der spytter romkugler ud, siger hun.
Det passer også fint til pulsen lige nu.
- Vi skal have noget mere søvn, hvis vi skal kunne holde til det her flere dage i træk, og det er også derfor, at vi har meldt ud at 1000 stykker, det er det, vi kan klare om dagen.
Man skal være hurtig
Torsdag lidt i syv stod køen stadig ud på gaden, og den ene glade kunde kom efter den anden for at spørge efter en smag af Danmarks Bedste Romkugle.
Men personalet måtte beklage og sige 'kom igen i morgen', hvor der igen ligger 1000 romkugler klar fra start i bageriet i Seest og i Bramdrupdam.
Man skal tilsyneladende være hurtig, men der er håb forude for syvsoverne.
- I næste uge skulle vi gerne kunne skalere op. Vi har allerede fundet tre-fire personer, rengøringspersonale og sådan noget, der kommer ind og triller romkugler. Det skulle gerne blive til mere end 1000 om dagen.
En af dem, der kom forgæves, var Johannes Eriksen.
- Jeg er tømrer og kom her for at få Danmarks Bedste Romkugle. Jeg kom allerede her lidt i syv, og så er der udsolgt. Det er træls, men det er fedt, at vores lokale bager har vundet sådan en pris, siger han med et smil og fortæller, at han kommer stærkt tilbage i morgen.
Hos Seest Bageri overvejer de, om de skal lave en begrænsning på, hvor mange romkugler man kan købe ad gangen.
- Det kan være, at vi skal have lavet en meningsmåling på Facebook.