Rotterekord får kommune til at opgradere skadedyrsberedskabet
Kolding og flere andre kommuner i Syd- og Sønderjylland oplever i øjeblikket en massiv stigning i antallet af rotteanmeldelser. De peger på den megen regn som årsagen.
I september havde Danmark allerede nået den årstypiske mængde af nedbør. Altså knapt et halvt år inden, det plejer.
Det kan de nu også mærke hos rotteteamet i Kolding Kommune.
Det har været ret vildt og ekstremt
Truels Erik Aunsbjerg Schultz, entrepriseleder ved skadedyrsafdelingen
Vandmængder presser sandsynligvis rotter ud af kloakkerne, ud af de våde jordhuler og ind mod bebyggelse, hvor der er læ, varme og mad.
Siden september og indtil dags dato har de modtaget 1.184 henvendelser/anmeldelser om mistanke om rotter, hvilket er en stigning på 80,5% i forhold til samme periode sidste år, hvor der var 656 anmeldelser.
- Det har været ret vildt og ekstremt, fortæller Truels Erik Aunsbjerg Schultz, der er entrepriseleder ved skadedyrsafdelingen i Kolding Kommune.
Mere synlige
I kommunen kan de se, at ved større regnskyl, så kommer de hurtigt op af klokkerne. Dertil peger de også på, at fx nødderne i naturen i højere grad er ødelagte på grund af vandet.
- Jeg tror ikke, at bestanden er større. Rotterne er bare blevet mere synlige, da de er presset på deres normale levevilkår, fortæller han.
De oplever også en stigning i Vejle og Billund Kommuner. I sidst nævnte har de haft over det dobbelt antal anmeldelser i november, oktober, september og august end samme måneder sidste år.
I Vejle Kommune har de allerede overgået sidst års antal anmeldelser inden årets to sidste måneder.
I Oktober måned var stigningen på 86 procent i forhold til samme måned året før.
Det er en ny rekord, hvis man ser bort fra coronaåret 2020, hvor der var et usædvanligt højt antal anmeldelser. Noget, de fleste mener skyldes den megen hjemmearbejde i perioden.
Brug for flere hænder
I Kolding Kommune har de allerede indset, at de mange små rottefødder kræver flere menneskehænder.
Derfor har de som direkte konsekvens af stigningen slået endnu en stilling som rottefænger op.
Siden 2021 har kommunen selv stået for bekæmpelsen af rotter. Det kan også have en vis effekt i antallet af anmeldelser.
- Siden vi hjemtog opgaven, har vi gjort rigtig meget ud af at fortælle, at borgerne har pligt til at anmelde, hvis de ser en rotte. Det kan også betyde, at vi lige nu ser flere anmeldelser, fortæller Truels Erik Aunsbjerg Schultz.
Han fornemmer dog ikke, at de mange anmeldelser og rotter giver store frustrationer hos borgerne.
- Jeg synes ikke, vi oplever frustrationer derude. Vi tager også opgaverne meget seriøst og har et princip med, at vi først stopper arbejdet, når borgerne er blevet rottefri.