Nytårsmorgen mistede de en bror og en søn - nu har gerningsmanden fået "den strengeste straf"

Far og to søskende til 26-årige Adan Mahamed Dek er lettede over, at hans drabsmand mandag blev idømt fængsel på ubestemt tid.

Der lød i bogstavligste forstand et lettelsens suk fra tilhørerrækkerne, da der mandag eftermiddag blev afsagt dom i sagen om drabet på Adan Mahamed Dek nytårsmorgen sidste år.

- Thi kendes for ret. Charlie Mørcke idømmes forvaring, lød det fra retsformanden, og det var en lettet familie til den dræbte, der lyttede med i salen.

quote

Der er meget stor risiko for, at han begår ny lige artet kriminalitet på grund af den personlighed, han har

Specialanklager Anna Holm

- Vi er glade for, at retten kunne se, at det var det rigtige at gøre, lød det fra Adans søster Roda Yusuf, og Adans lillebror Faysal Yusuf var lige så tilfreds.

- Det er dejligt at kunne smile lidt igen. Den dømte har vist sig at være en trussel gang på gang, og han har ikke lært af det, men nu tippede det altså. Nu var det nok, lød det fra ham efter dommen.

Charlie Mørcke har i alt 15 domme bag sig. Af dem handler de otte om personfarlig kriminalitet, og han har samlet siddet i fængsel i mere end 13 år af sit 37 år lange liv. Det sammen med en mentalundersøgelse af ham gjorde, at læger på Aarhus Universitetshospitals retspsykiatriske afdeling og Retslægerådet havde vurderet, at en forvaringsdom var passende, hvis han blev kendt skyldig for drab. 

- Forvaring bliver af mange anset som den strengeste straf, og det er en streng straf, fordi man ikke ved, hvor lang tid man kommer til at sidde, lød det fra specialanklager Anna Holm fra Sydøstjyllands Politi.

- Der er meget stor risiko for, at han begår ny lige artet kriminalitet på grund af den personlighed, han har. Man har forsøgt med fængselsstraf. Det hjælper ikke. Derfor er der ingen anden sanktion tilbage end forvaring, lød det, da hun i retssalen skulle argumentere for den afgørelse.

Ikke farligt nok til knivstik

Adan Mahamed Dek var i byen med sine venner nytårsmorgen sidste år. Han var glad den morgen, beskrev en af hans venner, der var indkaldt som vidne i retten. Men festen tog en drejning, da Adan Mahamed Deks kammerat kom op at diskutere med Charlie Mørcke på Discoteque Tordenskiold. 

De blev begge to smidt ud, og Charlie Mørcke slog kammeraten i jorden udenfor. Den del var han også tiltalt for, og den del erkendte han.

Slagsmålet førte til en jagt gennem byen, forklarede Charlie Mørcke på sagens dag et. Han ville gerne væk, men hans jakke lå stadig på diskoteket, og deri lå hans udgangspapirer, som han havde brug for, fordi han på det tidspunkt var på lovlig udgang fra fængslet. Derfor søgte han tilbage mod Tordenskiold. 

Han så til sidst ingen anden udvej end at tage konfrontationen, har han sagt i retten. 

Retten anerkender, at Charlie Mørcke blev forfulgt af Adan Mahamed Dek og tre af hans venner, men nævninge og dommere mener ikke, at situationen var så farlig, at han blev nødt til at stikke Adan. 

Samtidig har en retsmediciner vurderet, at stikkene kom bagfra, og det strider også mod Mørckes forklaring om, at han og Adan Mahamed Dek stod ansigt til ansigt, og at han havde armen rundt om ham, da han stak. Den del lagde retten også vægt på i afgørelsen af, om Charlie Mørcke var skyldig eller ej. 

Specialanklager Anna Holm argumenterede for forvaring i sagen, og retten valgte at følge anklagemyndighedens påstand.
Specialanklager Anna Holm argumenterede for forvaring i sagen, og retten valgte at følge anklagemyndighedens påstand.
Foto: Helle Eriksen, TV SYD

Han blev anholdt på et hotel i Billund ved 19-tiden den 1. januar 2023, og Adan Mahamed Deks far er taknemmelig for, at politiet så hurtigt fik fat i ham, fortalte han efter dommen.

- Jeg vil bare gerne takke politiet for at fanget ham så hurtigt og systemet for at have dømt ham, sagde Mohamed Dek Yusuf.

Han har mistet en søn, og Roda og Faysal Yusuf har mistet en bror. Han kommer ikke tilbage, men dommen og sagen er et punktum, der også har kastet lidt glæde af sig.

- Der er mange mennesker, der har været henne ved mig og fortælle, hvor godt de kunne lide ham. Det gør mig stolt, lød det fra Faysal Yusuf.

- Jeg har lige ringet til nogle af Adans venner, og de er glade for, at der er kommet retfærdighed i sagen, fortsatte han. 

Charlie Mørcke bad om tilladelse til at forlade retten allerede mandag formiddag efter, at der var afsagt kendelse om skyld. Det fik han lov til. Derfor var han ikke til stede, da selve dommen blev afsagt, men han havde på forhånd aftalt at anke den på stedet, hvis det endte med forvaring. 

Derfor skal landsretten på et tidspunkt tage stilling til, om Charlie Mørcke skal frifindes, om dommen skal mildnes eller stadfæstes. 

Udover dommen skal Charlie Mørcke betale sagens omkostninger og en erstatning på 546.000 kroner til Adan Mahamed Deks familie.