Mikkel Roed er ansat til at lave hundredvis af romkugler
I marts 2022 vandt Seest Bageri titlen "Danmarks Bedste Romkugle". Det gav så meget travlhed, at de blev nødt til at ansætte én person, der primært skal lave romkugler.
Foråret 2022 var en hektisk tid for Seest Bageri.
29. marts fik bagermester Claus Toft Hansen nyudviklede romkugle titlen, som Danmarks Bedste Romkugle 2022 i konkurrence med 33 andre bagerier.
Kort efter kom den prisvindende romkugle på hylderne i bageriets to butikker i Seest og Bramdrupdam, og det blev noget af et tilløbsstykke.
Jeg synes, at der var tidspunkter, hvor det var rigtig, rigtig hårdt
Claus Toft Hansen, indehaver Seest Bageri
- De første fire-fem dage havde vi et limit på 1000 romkugler i hver butik. Efter en time til halvanden så var de udsolgt, fortæller Claus Toft Hansen.
Det betød også, at mange af butikkens kunder i ugerne efter måtte gå forgæves efter de populære romkugler.
Laver flere hundrede romkugler dagligt
Derfor indså bageren, at han måtte skaffe mere hjælp.
- Vi var nødt til at ansætte nogen. Der var ikke timer nok i døgnet til, at jeg kunne nå det, og jeg kunne se, at efterspørgslen blev ved, siger Claus Toft Hansen.
Derfor ansatte han tilbage i maj Mikkel Roed, som nu laver flere hundrede romkugler hver eneste dag.
- Det er jeg rigtig glad for. Det kan godt være, at det er det samme, som jeg står og laver hver dag, men der sker altid noget nyt, siger Mikkel Roed.
I klippet herunder kan du se, hvordan det ser ud, når Mikkel Roed laver de mange romkugler hos Seest Bageri.
Ni måneder efter at titlen kom i hus, har efterspørgslen nu fundet et naturligt leje, og det glæder indehaver Claus Toft Hansen, der synes at tiden lige efter kåringen var hård.
- Kunderne var jo ikke glade for, at der var udsolgt, når de kom, og der ikke var mere tilbage. Det var rigtig svært for os at håndtere, for vi ville jo gerne sælge så mange, som overhovedet muligt, men vi kunne bare ikke nå at producere nok, fortæller han og fortsætter:
- Nu kan jeg godt være glad for det og være stolt af det, vi har vundet, men jeg synes, at der var tidspunkter, hvor det var rigtig, rigtig hårdt.
Selvom det var en hård tid for bageriet i Seest, så skal man snart udvikle en ny romkugle, når der igen skal dystes om at lave landets bedste af slagsen.
En af præmisserne for at deltage i konkurrencen er nemlig, at romkuglen ikke må have set dagens lys i en bagerbutik før konkurrencen.
Indtil da er det Mikkel Roeds opgave at mætte de mange lækkersultne folk, der kigger forbi bageriet i Seest.
- Så længe at folk gider at købe dem, så står jeg her og laver dem, siger han med et smil.