Konkursramt eventsted slår dørene op - men ikke for gæster
For en uge siden gik eventstedet Volkerts Fylke i Kolding konkurs. Torsdag klokken 11.00 åbnes dørene for interesserede købere.
Samme dag blev stedet låst af af den udpegede kurator Mads Brandt fra Skov Advokater. Men allerede da konkursdekret blev afsagt af skifteretten, var kurator forbi stedet for at registrere aktiverne.
Disse og selve stedet skal torsdag inspiceres af en række købere, hvis køb skal sørge for at lukke gælden til Skat på cirka to millioner kroner.
Ifølge JydskeVestkysten er det fortrinsvist lokale virksomheder, som har udvist interesse. Mads Brandt håber på, at potentielle købere har lyst til at drive stedet videre.
Han siger også, at der umiddelbart ikke er interesse fra personer, som har været tilknyttet stedet.
Det er kun et år siden, at Volkerts Fylke selv måtte indgive en konkursbegæring, fordi kassen dengang ifølge direktør og medejer Jimi Kristensen var "tom". Dengang blev stedet købt af den daværende medejer Lars Langelund Jørgensen.
Den samlede gæld, som konkursboet efterlod dengang, beløb sig til lige knap 3,4 millioner kroner.
Skifteretten i Kolding modtog begæringen fra Gældsstyrelsen den 29. august.
Historiske lokaler
Volkerts Fylke fylder en lille smule (små 1200 kvadratmeter) af den gamle fabrik, Brødrene Volkerts Spinderi og Klædefabrik, der i 1899 flyttede ind på det, der dengang var en pløjemark udenfor Kolding ved Agtrupvej.
Fabrikken havde sin storhedstid under og mellem de to verdenskrige. I 50'erne og 60'erne begyndte det imidlertid at gå tilbage for tekstilproduktion i Danmark, og i 1991 lukkede fabrikken endeligt. Allerede inden lukningen var noget af den udlejet til Kolding Kunsthåndværker skole, der siden flyttede i nye lokaler i Ågade og skiftede navn til Kolding Designskole.
I stedet flyttede en lang række foreninger, klubber og startups ind i de historiske bygninger og altså også Volkerts Fylke med møde- og konference-lokaler, restaurant og alt til eventbranchen henhørende. Fylke er i øvrigt et gammelt ordnordisk ord i dettes egentlige betydning og betegner en større gruppe personer.