Camilla Lykke Møller er på vej ned i kælderen i hendes forældres hus i Jelling. I dag er det lavet om til et hjemmekontor, men i mange år var det hendes ungdomsværelse.

Hvad tror du væggene ville sige, hvis de kunne tale?

- Jeg tror faktisk, at væggene ville græde lidt, fordi det har været nogle svære år. Især at være teenager.

For 25 år siden begyndte Camilla Lykke Møller at skade sig selv. Det var sådan, hun kunne vise, at hun havde det dårligt.

- De værste episoder i mit liv foregik faktisk - jeg dirrer helt i stemmen - de foregik faktisk her, hvor jeg sad i min seng og prøvede at tage mit eget liv, fortæller hun og peger over mod den væg, hvor hendes gamle seng stod.

- Jeg var i fuld kaos. Jeg kunne ikke mestre mine følelser, jeg kunne ikke mestre mine tanker, fordi jeg ikke vidste, hvordan man gjorde. Og så blev selvskaden en måde at håndtere smerten indeni på.

Den tidligere selvskadende datter er - og var dengang - perfektionist. Alt skal gøres ordentligt. Derfor var hendes far, Frits Lykke Pedersen, også overbevist om, at selvskaden en dag ville slutte hans datters liv.

- Når jeg har kørt på landevejen i forbindelse med mit arbejde, så har jeg holdt begravelsestaler i bilen. Og jeg har faktisk tre begravelsestaler, jeg kunne tage frem, hvis nu, fortæller han.

- Du kan jo godt lide smerte

Da Camilla Lykke Møller for mere end 15 år siden havde det sværest, og derfor skar i sig selv, kørte familien til sygehuset for at få behandling.

- Da jeg skulle syes, sagde de: ''Du kan jo godt lide smerte, så vi lader lige være med at bedøve dig''. Selvfølgelig kan jeg ikke lide smerte. Det var jo ikke derfor, jeg gjorde det - det var et udtryk for en indre smerte.

En episode, som har sat sig dybt i hende - og som dengang havde den stik modsatte effekt af at reparere.

Derfor savner hun, at der kommer større fokus på den psykiske behandling, når man kommer som selvskadende patient i akutmodtagelsen. For det vil, ifølge hende, gøre en kæmpe forskel for patienternes helbred.

- Jeg ville ønske, jeg blev mødt med noget mere anerkendelse, for jeg ved, de kan. Jeg ville ønske, jeg blev mødt med noget mere kærlighed og noget mere ro, selvom det er et sted, hvor der er svært at skabe ro.

Samarbejde er nøglen

Christina Østervang, der er læge på Fælles Akutmodtagelse, er helt bevidst om den manglende indsats, der målretter psykisk behandling hos selvskadende patienter.

- Det er ofte den psykiske mistrivsel, der gør, at du fysisk gør skade. Det gør også, at personalet føler sig magtesløse, fordi de kan se, at patienter har brug for hjælp til deres psykiske del, siger hun.

Sammen med Mette Valdersdorf Jensen fra Center for Selvmordsforskning har de udarbejdet to løsningsforslag til en fremtid på de danske akutmodtagelser, hvor selvskadende patienter får et mere målrettet forløb.

- I det første koncept er en psykiatrisk sygeplejerske tilknyttet Fælles Akutmodtagelse. Hun sørger for, at der bliver lagt en behandlingsplan, og hun følger op med patienten, efter de er blevet udskrevet, fortæller Mette Valdersdorf Jensen og fortsætter:

- Det andet koncept er en tilsynsfunktion, hvor en psykiatrisk sygeplejerske fra psykiatrisk akutmodtagelse kan blive tilkaldt og se en patient på akutmodtagelsen.

I dag bliver selvskadende patienter hverken fulgt op på eller holdt øje med, når de har været forbi akutmodtagelsen. Men de nye initiativer vil, ifølge forskerne, have en enorm positiv effekt.

- Patienterne vil opleve at modtage en bedre behandling, hvor de ikke føler, at de falder ned mellem to stole og ikke modtager behandling for det, der er deres primære problem.

I dag er Camilla Lykke Møller, sammen med sin far, blevet 'En af os'-ambassadører for Psykiatrisygehuset, hvor de tager rundt i landet og deler deres fortælling om selvskade i familien - og det betyder meget for Camilla Lykke Møller at give noget videre.

- Bare det at få lov til at sprede lidt håb og få lov til at vise, at det godt kan være, vi ikke bliver raske, men vi lærer at håndtere livet, uanset hvor mange udfordringer, der er i det, fortæller hun.