Henning holder kroppen ung ved at gå til mandehørm
Uge 41 er Danmarks Motionsuge, men for Henning Hansen fra Kolding er det snarere hver uge, der er motionsuge. Han går nemlig til badminton, bueskydning og ikke mindst Mandehørm.
Efterhånden som kroppen bliver ældre, er det vigtigt at holde sig aktiv.
Den konklusion er pensionist Henning Hansen fra Kolding nået frem til, men for ham er det også vigtigt med et socialt fællesskab omkring sporten.
Og netop den rette kombination af motion og fællesskab har han fundet ved at gå til Mandehørm, der er et styrketræningshold kun for mænd.
- I stedet for at gå i fitnesscenter så går jeg til det her, hvor der er en instruktør på, der sørger for, at vi får gået alle musklerne igennem, så det er rigtig dejligt, siger Henning Hansen og fortsætter:
- Dels giver det mig mere bevægelse i led og muskler, men det giver også meget at mødes med andre på min egen alder og få sig en hyggelig snak i omklædningsrummet.
Bo Hegelund er instruktør til mandehørm, og han fortæller, at der er enkelte for hvem, det er vigtigt at have en kvindeløs træning.
- Hvis man er lidt korpulent og har svært ved at nå til gulvet, eller man skal ligge på alle fire og strutte med numsen, så er der nogen, der synes, det er rarest, der ikke ligger en kvinde bagved, siger Bo Hegelund.
Vigtigt med fokus på motion
Foruden den ugentlige styrketræning på mandehørmsholdet går Henning Hansen også til badminton og bueskydning.
Men det er langt fra alle, der er så aktive som ham, så derfor er uge 41 udset til at være Danmarks Motionsuge, hvor der landet over bliver sat fokus på bevægelse i hverdagen.
- Det er rart, at der inden for sundhed bliver sat fokus på forebyggelse fremfor helbredelse, så jeg synes bestemt, det er et godt tiltag, siger Bo Hegelund.
Bag Danmarks Motionsuge står Danmarks Idrætsforbund, DGI, Dansk Firmaidræt, Dansk Skoleidræt og den internationale breddeidrætsorganisation ISCA.