Et forskningsprojekt gav Lis fire år mere sammen med sin kræftsyge mand
Et tilbud om at være med i et forsøgsprojekt, forlængede Lis Ravn Ebbesens mands liv med fire år. Derfor bidrager hun til Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling, der begynder søndag.
Syv år gik der, før Lis Ravn Ebbesens mands krop måtte se sig slået af kræft.
Men hvis ikke han var blevet en del af et forsøg, var håndklædet blevet kastet i ringen en del år tidligere.
Uden forskningsprojektet havde jeg mistet min mand langt tidligere, end jeg gjorde
Lis Ravn Ebbesen
Derfor engagerer Lis Ravn Ebbesen sig denne weekend i Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling.
- Uden forskningsprojektet havde jeg mistet min mand langt tidligere, end jeg gjorde. Derfor er det vigtigt for mig at være en del af indsamlingen, siger Lis Ravn Ebbesen, der er næstformand i Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Kolding.
Rutinetjekket, der ændrede alt
Et rutinetjek som astmapatient gjorde, at Lis Ravn Ebbesens mands lungekræft blev opdaget.
- Det kom meget bag på os alle sammen, da han aldrig har røget, siger Lis Ravn Ebbesen.
Umiddelbart da Lis Ravn Ebbesens mand gik på efterløn i foråret 2013, blev han sat i gang med kemobehandling, og en svulst på størrelse med en appelsin bliver opereret væk fra hans lunge.
Familien fik efterfølgende at vide, at operationen og behandlingen var gået, som den skulle, og alle kræftceller var fjernet. Men året efter fandt lægerne så ud af, at det hele ikke var blevet fjernet.
Tre kemoforløb fulgte herefter, og ved det sidste kemoforløb blev det for meget for hans nyrer. Det betød, at han ikke kunne tåle mere kemo, og efter tre år med kræft blev han derfor terminalregistreret.
Men familien gav ikke op.
- På Vejle Sygehus foreslog de, at vi tog til Rigshospitalet, fordi de her løbende har forsøgsprojekter, og det kunne jo være, at der var et projekt, der passede på ham.
Tilbuddet om forsøgsbehandling
Lis Ravn Ebbesen og hendes mand tog turen til Rigshospitalet i foråret 2016. Lægerne kunne i første omgang ikke sige, om der var et forløb for ham, fordi han ikke længere havde en svulst, men derimod kræftceller spredt ud over hele lungen.
Man vil prøve at give den samme medicin, som man har givet til patienter med modermærkekræft, til lungekræftpatienter
Lis Ravn Ebbesen
Til trods for, at hans liv var indrettet efter pillerne, kunne han mere eller mindre vende tilbage til det liv, han havde før sin kræftsygdom.
- Han var selvfølgelig lidt mere træt, men han genoptog sit skakspil, og vi var også afsted på nogle udenlandsrejser. Så han fik på mange måder et liv tilbage, siger Lis Ravn Ebbesen.
Det er utroligt vigtigt for kommende kræftpatienter, at der er noget der er målrettet dem
Lis Ravn Ebbesen