Eksplosion i nat: Se billederne af skaderne
En eksplosion i Kolding i nat - muligvis forårsaget af en krysantemumbombe - blæste vinduer og køkkenskabe ud på gaden og beskadigede to biler.
Den ene af de to biler tilhører Sonja Møller Andersen, der bor på Christian X Gade i Kolding, hvor eksplosionen tirsdag aften kort før midnat fandt sted.
- Jeg vågnede i nat, men jeg vidste ikke af hvad og så hørte jeg naboerne snakke om en bombe, fortæller hun.
Først her til morgen opdagede Sonja Møller Andersen, at hendes bil var blevet beskadiget af eksplosionen. Bilen holdt parkeret på gaden og har blandt andet fået en synlig skramme på førerdøren.
- Det er godt træls og tankevækkende, at det kan ske i en lille by, siger hun.
Autohjælp har onsdag formiddag afhentet hendes bil til reparation. Sebastian Andersen, der hentede Sonja Møller Andersens bil, har i sine tre år i jobbet ikke tidligere oplevet en lignende hændelse.
Den anden af de to biler, der blev beskadiget af eksplosionen, har mistet sin nummerplade, sidespejlet har fået et slag og bilens ruder er ridset.
Usædvanligt
Elisabeth Kvist Graversen, en anden beboer på vejen, var stadig vågen, da eksplosionen lød.
- Det var et kæmpe brag, det lød virkelig som en eksplosion, og så kiggede jeg ud ad vinduet og så, at der var røg, fortæller hun.
Selvom det lød højt, gør episoden hende ikke utryg.
- Det lyder tit værre end det er, fordi vi er inde i byen, og de mange huse giver genklang, siger Elisabeth Kvist Graversen.
Politiet er på gaden
Sydøstjyllands Politi er onsdag til stede på Christian X Gade i Kolding fra klokken 10 til 14 med en såkaldt tryghedspatrulje, for at beboere og øvrige borgere kan henvende sig til politiet i forbindelse med nattens eksplosion.
Politiet har ikke anholdt nogen i sagen, men er i gang med efterforskning og formoder, at eksplosionen skyldes en krysantemumbombe eller en rørbombe.