Ekspert om rangering af 1.g-piger: - Deling er lige så krænkende som selve listen
En rangliste over 1.g-pigernes udseende, der har fået fem gymnasiedrenge fra Kolding hjemsendt, bliver delt blandt unge i hele landet. Noget der ifølge en ekspert er yderligere krænkende og kan få store konsekvenser.
Diana Pochuiko står på gangen på Munkensdam Gymnasium i Kolding.
Hun er 1.g'er og kigger på de andre piger, der alle sammen har det samme på skærmen af deres telefon - en rangering af udseendet af alle gymnasiets nye 1.g-piger.
- Jeg har hørt, at der er mange piger, der har grædt over det og virkelig haft det dårligt med det, siger Diana Pochuiko, der også selv er med på listen.
Men det er ikke kun inden for gymnasiets fire vægge, at ranglisten florerer. Ifølge Nathalia Jessen, der også er 1.g'er på Munkensdam Gymnasium, er listen blevet delt i hele landet.
- Det er utroligt, hvor stærkt det går. Efterskoler har den, gymnasier i Aarhus og i København har den her liste, siger Nathalia Jessen.
Men udover at pigerne er enige om, at listen er både grænseoverskridende og vulgær, så er de også enige om, at der nok er svært at gøre op med delekulturen.
- Det kan man ikke. Det bliver sendt til en, og så sender den person det videre - det er det samme med rygter, det spreder sig bare ekstremt hurtigt, siger de.
Deling er også en krænkelse
Når vi taler om krænkende delinger på nettet, så handler det ofte om nøgenbilleder eller video af seksuel karakter.
Men ifølge ekspert i forebyggelse af digitale krænkelser og overgreb ved Red Barnets SletDet-rådgivning, Carina Ringive, så er det lige så forkert at dele listen - også selvom billederne 'bare' er taget fra gymnasiets elevintra, Lectio.
- Så snart billederne bliver sat i kontekst med noget, der er nedsættende eller krænkende, så kan der være tale om en ulovlig deling, siger Carina Ringive.
Hun fortæller desuden, at når listen bliver delt vidt og bredt, så øger det chancen for, at pigerne kommer i selskab med nogen, der har set listen, og det kan opleves som at blive krænket på ny.
- I værste tilfælde kan krænkelser som den her fører til selvisolation. Pigerne kan simpelthen miste lysten til både at gå ud blandt andre, men også være til stede på sociale medier i frygt for at møde andre, der måske har set listen, siger Carina Ringive.
Digital dannelse er vejen frem
Det er umuligt at sige, hvad de fem drenges intention har været med at lave listen. Dog er det Carina Ringives erfaring, at de fleste unge ikke har til formål at krænke andre i denne type sager.
- Det er naturligt at være seksuelle og tænke over, hvem der er attraktive, men det her går langt udover det. Det er et teenageværelse, der bliver udvidet til nettet, og her tænker man slet ikke over, at det faktisk kan skade de her piger, siger hun.
Når der skal sættes ind over for krænkelser som denne, så er det ifølge hende vigtigt, at både skole og forældre hjælper de unge med at forstå, hvordan man skal gebærde sig på nettet.
- Det kalder på, at man tager hånd om kulturen, så det ikke går ud over trivslen og læringsmiljøet på skolen. Det er unge, der er ved at danne deres identitet, så det er vigtigt at give dem en god digital dannelse, siger Carina Ringive.
Rektor på Munkensdam Gymnasium, Per Møller, fortæller, at skolen allerede er klar med tiltag, der skal være med til at sikre mod lignende sager i fremtiden.
- Vi kommer til at lave en revision af vores studie- og ordensregler, men derudover, så tror jeg også, at vi skal være meget mere direkte i vores pædagogiske tilgang, så det også kommer ind i klasserummene og måske endda ind i undervisningen, siger Per Møller.
De fem 3.g-drenge, der står bag ranglisten, er foreløbigt hjemsendt indtil 23. september.