Ejer af Danmarks ældste diskotek håber blot på genåbning i år: Julen er vigtig for os
Der bliver i disse dage forhandlet om blandt andet nattelivets muligheder for at genåbne. Hos Tordenskiold Discoteque i Kolding fylder håbet om en genåbning inden en af årets vigtigste perioder, julen.
Blå nissehuer i november er ikke et sjældent syn. En af årets største gå-i-byen dage, J-dag, trækker år efter år mange festglade mennesker til landets barer og diskoteker. Men i år kan det komme til at se anderledes ud.
Det er frustrerende ikke at vide, hvornår vi kan åbne, for vi har produkter, som løber på datoen, og det føles nytteløst at hælde dem ud i håndvasken
Thomas Lunderskov, indehaver af Tordenskiold Discoteque
I morgen går forhandlingerne om fase 4 af genåbningen atter i gang blandt Folketingets partier efter en pause. Særligt nattelivet og landets spillesteder mangler svar på, hvornår de kan åbne for de savnede gæster igen - en genåbning som egentlig var planlagt til starten af september.
For Thomas Lunderskov, der er indehaver af Danmarks ældste diskotek, Tordenskiold Discoteque i Kolding, er håbet nu blot, at han kan åbne før jul.
- Vi må ærligt sige, at hvis det bliver efter den 31. oktober, så er vi meget positive efter de mange nedslående udmeldinger i sidste uge, siger Thomas Lunderskov.
Hårde måneder uden indtjening
I de sidste fem måneder har det ikke været muligt at besøge landets diskoteker grundet covid-19. Ifølge et netop lækket aftaleudkast er det nu på tale, at nattelivet skal holdes lukket til og med den 31. oktober i år.
Det er en melding, der skaber blandede følelser i Kolding.
- Vi er positive, men er også begyndt at blive lidt skeptiske, fordi vi tidligere har fået at vide, at genåbningen ville blive til september, siger Thomas Lunderskov.
Den længerevarende nedlukning har været en dyr regning i manglende indtjening. Derudover koster den usikre dato for nattelivets genåbning også dyrt i kasserede varer.
- Det er frustrerende ikke at vide, hvornår vi kan åbne, for vi har produkter, som løber på datoen, og det føles nytteløst at hælde dem ud i håndvasken, fordi vi ikke kan åbne alligevel, siger Thomas Lunderskov.
Håb om mere hjælp
Et af Venstres krav i forhandlingerne lyder på yderligere hjælp til de brancher, som ikke kan åbne i øjeblikket – herunder nattelivet.
- Vi føler os privilegeret over at være i Danmark, hvor man kan få så meget hjælp, men vi har mistet tre millioner i omsætning og ønsker at kunne få hjælp til indtjeningen, siger Thomas Lunderskov.
Der har fra Thomas Lunderskovs side været fuld forståelse for nedlukningen, og på Tordenskiold Discoteque har de taget ansvaret på sig. Alligevel fylder skuffelsen.
- Når man oplever fester og manglende afstand, som kan være med til at udsætte vores genåbning, bliver man skuffet. Vi føler lidt, at vi i sidste ende betaler regningen for, at andre har kunne åbne igen, siger Thomas Lunderskov.
Tiden bliver nu brugt på at gøre rent, for alt er gjort klar til den genåbning, som indtil videre er udskudt på ubestemt tid.
- Vi gør rent i hver en krog og fjerner spindelvæv, mens vi venter på at kunne åbne, siger Thomas Lunderskov.
Fase 4 omhandler
- Alle øvrige uddannelser
- Diskoteker, spillesteder og natteliv
- Arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende hvor der er flere end 500 personer tilstede