Den dyre el får også snart vandpriserne til at stige
Oven i gigantiske el- og varmeregninger vil mange forbrugere snart blive ramt af endnu en prisstigning. Nu er det vand, som bliver dyrere.
Elektricitet er afgørende for, at vi har rindende vand i hanerne hjemme i køkkenvasken og brusebadet. For at få vandet hele vejen fra grundvandsmagasinet til vandhanerne ude hos forbrugerne er det nødvendigt med el.
Det kræver strøm både at pumpe og ilte vandet på vandværkerne, og de stigende priser på el mærker de hos Christiansfeld Vandværk, som er ejet af BlueKolding.
Man skal suspendere prisloftet, så vi har mulighed for at kunne sende regningen ud til forbrugerne
Ulrik Westergaard Knudsen, projektleder og maskinmester hos BlueKolding
- Elregningen er cirka tredoblet, hvis vi sammenligner august måned sidste år med august måned i år, fortæller Ulrik Westergaard Knudsen, der er projektleder og maskinmester hos BlueKolding.
Opråb til politikerne
Hos DANVA, som organiserer de kommunale forsyningsselskaber, bekræfter direktør Carl-Emil Larsen, at de stigende energiproblemer belaster både vandværkers og forsyningsselskabers økonomi.
Derfor har DANVA bedt om et møde med Forsyningssekretariatet, som er den uafhængige regulator for vandsektoren.
Sekretariatet fastsætter det prisloft, som det enkelte vandværk/forsyningsselskab opererer under.
- Energipriserne er et problem, for vandværkerne bruger rigtig meget strøm til at pumpe vandet rundt. Vi kommer til at tale med sektorens regulator om, hvordan vi kan håndtere det her, for både elpriserne og inflationen er et problem, siger Carl-Emil Larsen.
Og det er ikke kun drikkevandet, der er blevet dyrere at producere.
Det er også blevet dyrere at rense spildevandet.
Så må de udbetale en vandcheck, på samme måde som de har udbetalt en varmecheck
Carl-Emil Larsen, direktør, DANVA
DANVA ønsker at få afklaret, om de kan få lov til at hæve priserne på både drikkevand og spildevandsrensning, så regningen sendes videre til forbrugerne.
- Man er nødt til at opkræve et eller andet hos kunderne for det, og det er man ikke glade for, når man er på vej ind i et valg. Men så må de udbetale en vandcheck, på samme måde som de har udbetalt en varmecheck, siger Carl-Emil Larsen og understreger, at de kommer til at gå i dialog med myndighederne.
Ifølge DANVA's beregninger skubber sektoren en akkumuleret regning for inflation og stigende energipriser i 2021 og 2022 på cirka 14 procent foran sig.
Hæv det faste bidrag
De stigende energipriser rammer både forbrugerejede vandværker og vandværker og rensningsanlæg ejet af forsyningsselskaberne.
Præcist hvor meget, vandpriserne og vandafledningspriserne kommer til at stige, kan hverken forsyningsselskaber eller vandværker sige lige nu.
De kommende måneder skal der laves budgetter, og så melder det enkelte selskab eventuelle prisstigninger ud.
Nogle forbrugere kommer til at opleve en stigning på vandprisen med det samme - andre får først regningen om to år, sådan som reglerne er nu.
Danske Vandværker, som organiserer de forbrugerejede vandværker, har i et nyhedsbrev anbefalet sine medlemmer at hæve det faste bidrag i stedet for at hæve kubikmeterprisen, hvis de får brug for at hæve priserne.
Vandværker, der producerer mere end 800.000 m3 vand årligt er underlagt vandsektorloven og dermed begrænsninger på prisen.
Danske vandværker kan ikke sige, hvor mange af de forbrugerejede vandværker, der kommer til at hæve prisen.
Nogle vil i første omgang kunne klare de høje elpriser, men hvis energipriserne forbliver så høje, som de er nu, bliver de også nødt til at sætte prisen på vand op.
Suspender prisloftet
Hvor stor regningen bliver for den enkelte forbruger, afhænger blandt andet af de prisaftaler på el, det enkelte vandværk har.
Hvis BlueKolding kunne sende regningen for den den prisstigning, der er sket fra august 2021 til august 2022 direkte ud til forbrugerne, ville det betyde prisstigninger på cirka 800-1.000 kroner per år på vandregningen for koldt vand for en familie på fire.
- Vi bruger kun el til at pumpe vandet rundt i huset, så prisen er alfa omega, for vi har ikke andet, vi kan regulere på end elprisen, siger han.
En prisstigning hos BlueKoldings kunder kommer dog ikke til at ske. Vandværker, der producerer mere end 200.000 kubikmeter vand om året, kan nemlig ikke selv bestemme, hvad de tager for vandet.
Derfor må BlueKolding ikke hæve vandprisen, selvom udgifterne til el stiger, og flertallet af forsyningsselskaber i Syd- og Sønderjylland er i den situation.
I stedet må de skære i anlægsudgifterne og vedligehold. I praksis betyder det, at de må vente med at skifte vandrør, som ellers burde være skiftet.
Det risikerer at få den konsekvens, at vandrør bryder sammen, og at forbrugerne i højere grad kommer til at opleve, at der må lukkes for vandet i perioder, forklarer Ulrik Westergaard Knudsen.
- Man skal suspendere prisloftet, så vi har mulighed for at kunne sende regningen ud til forbrugerne og vedligeholde systemerne, så vi har forsyningssikkerhed, opfordrer han.