Bedsteforældre gik til kamp for klimaet i landsdelen
En gruppe af ældre miljøforkæmpere var søndag samlet i Kolding for at skabe en grønnere fremtid for deres børnebørn.
Midt i en tid, hvor unge i flere lande går på gaden i kampen om politisk handling mod klimaforandringerne, står de mere erfarende generationer også klar til at råbe op for deres børnebørn.
Bedsteforældrenes Klimaaktion er navnet en gruppe af op mod 700 medlemmer, der i flere år har kæmpet for at gøre opmærksom på de store klimaudfordringer, de nuværende og kommende generationer står overfor. Søndag var en del af medlemmerne samlet til landsmøde i Kolding.
- Vi er en gruppe bedsteforældre over de 50 år, der er bekymret for, hvilken kloden vi overleverer til vores børnebørn, siger Elisabeth Møller Thorgaard, der er en af repræsentanterne, der havde taget toget fra Aalborg.
Organisationen har eksisteret siden 2017 og er i dag fordelt i otte lokalgrupper i landet. Dagens årsmøde handlede blandt andet om at dele de gode erfaringer i at skabe opmærksomhed på den rigtige måde.
- Vi skal ikke have en løftet pegefinger, men vi skal have folk til at tænke over, hvad de vil gøre, når vandet stiger, eller det bliver så varmt, som vi kan se, det gør nede sydpå. Det kan vi ikke være bekendt overfor vores børnebørn.
Udover at gøre lands- og lokalpolitikere opmærksom på gruppens holdning, så er aktiviteter i offentligheden også en stor del af arbejdet.
- Vi skaber opmærksomhed ved at gå på gaden og tale med folk og lave forskellige aktiviteter, teater eller andre kreative indslag. Der er f.eks. en sanggruppe i Aarhus, fortæller Elisabeth Møller Thorgaard.
I dag ligger den nærmeste gruppe af Bedsteforældrenes Klimaaktion på Fyn. Derfor håber gruppen også, at der er nogle syd- og sønderjyske bedsteforældre, der vil være med til at deltage i arbejdet for deres børnebørn.
- Hvis der er en gruppe eller bare en enkel, der vil starte op, så kommer vi glædeligt og deler al vores erfaring, siger Elisabeth Møller Thorgaard.
Man behøver ikke være bedsteforælder for at være med, men man skal være fyldt 50, lyder det.