Badehotel renoverer for at redde sit ry
Hejlsminde Badehotel håber at genoprette sit ry og tiltrække nye gæster med en hovedrenovering, som nu står færdig.
Først fik Hejlsminde Badehotel hård kritik fra kunderne for sine forhold og manglende hygiejne. Dernæst ramtes badehotellet af stormfloden i oktober, som forårsagede skader for to millioner.
Det gav anledning til en større renovering af badehotellet, så standarderne atter levede op til gæsternes og badehotellets egne standarder.
- Vi havde set, hvad gæsterne havde skrevet, og det tog vi op på generalforsamling og i bestyrelsen, hvor vi blev enige om at højne standarden, så vi kan leje stedet ud, siger Kaj Jørgensen, bestyrelsesmedlem Hejlsminde Badehotel.
Den ide er blevet taget godt i mod i lokalsamfundet, for stedet har en særlig betydning for byen.
- Det er en stor og flot bygning, som er lidt af et vartegn, lyder det fra Lene Mailand, Social- og Sundhedsassistent fra Fjelstrup.
Renoveringen af badehotellet er lavet med tanke på stedets historie. Hejlsminde Badehotel blev nemlig indviet helt tilbage i 1912, hvorfor det rummer rig historie.
- Vi vil gerne føre den stolte tradition videre, så det er vigtigt at vi holdt stedet i den gamle stil, fortæller Kaj Jørgensen.
Store vandskader
Efter stormfloden i oktober 2023 var badehotellet ilde tilredt.
- Det var næsten håbløst at se en ende på, hvordan det skulle blive et godt sted igen, fortæller Kaj Jørgensen.
I hotellets teknikrum stod kloakvand over en meter højt, hvilket forårsagede ødelagt gasfyr og elskab. Skader for i omegnen af to millioner kroner stod hotellet derefter med.
At der nu er styr på skaderne samt renoveret, så man imødegår den kritik, som hotellet fik for sin hygiejne og sine forhold, giver bestyrelsesmedlemmet håb om en lys fremtid.
- Vi håber selvfølgelig, at vi kan føre kvaliteten videre og få et godt omdømme igen. Det synes vi egentlig selv, at vi fortjener. Så det er håbet og at gæsterne nu vender tilbage igen, siger Kaj Jørgensen.