Overtændt publikum afbrød koncert: Jelling fortsætter som normalt
Skub og bølger skabte usikker situation til koncert i Jelling, som markerer starten på festivalsæsonen.
Et "overtændt publikum" var problemet, da Jelling Musikfestival natten til lørdag afbrød en koncert med dj Martin Jensen. Det bekræfter festivalen i en skriftlig udtalelse.
I alt blev cirka 15 personer tilset, og to kom lettere til skade i en episode, som dog ikke får konsekvenser for afviklingen af lørdagens koncerter på festivalens sidste musikdag.
- Sikkerhedsproceduren er gået helt efter bogen. Hændelsen bekræfter, at vores sikkerhedsplaner virker, når publikum bliver overtændt, skriver Jelling Musikfestival.
Ifølge Ekstra Bladet, der tidligere har beskrevet hændelsen, gik Martin Jensen på scenen klokken 23.35.
Koncerten blev afbrudt klokken 00.22.
Det skete ifølge mediet efter "tumult blandt festivalens unge publikum".
- Vores sikkerhedsledelse vurderede, at en midlertidig afbrydelse for at dæmpe uhensigtsmæssig adfærd med skub og bølger ikke virkede, og derfor blev koncerten afbrudt helt, skriver Jelling Musikfestival.
- Et væsentligt antal publikummer måtte løftes over hegnet.
De to lettere tilskadekomne blev tilset i forbindelse med en forvridning i knæet og et muligt klemt ribben.
Festivalen hæfter sig ved, at "alle havde det godt efter 15 minutter".
Festivaldeltager Andreas Jensen ærgrer sig over, at koncerten blev afbrudt.
- Det var faktisk lidt trist, for jeg havde glædet mig til Martin Jensen koncerten, siger han til TV SYD.
Aftens hændelse har gjort indtryk på den unge festivalgænger, selvom han ikke var i nærheden af urolighederne.
- Jeg er helt klart begyndt at tænke lidt mere over, at man skal lade være med at hoppe rundt og ind i folk, det kan hurtig skabe en dårlig stemning.
Forsøgte at lægge en dæmper på tumulten
Til Ekstra Bladet skriver Martin Jensen, at der var blevet gjort forsøg på at få publikum til at tage det mere roligt.
- Mit set er selvfølgelig bygget til at starte en fest, men da publikum begyndte at vise tegn på uro, tog vi en pause. Derefter sørgede jeg også for at skrue ned for, hvor hårdt jeg spillede, men desværre uden held, skriver han til mediet.
Jelling markerer begyndelsen på årets festivalsæson, som er den første siden corona. Duran Duran, MØ og The Minds of 99 er blandt hovednavnene.
Der har dette forår i Tivoli været sikkerhedsmæssige udfordringer til Fredagsrock-arrangementer. Her har et ungt og uroligt publikum flere gange skabt problemer for den gamle forlystelsespark, som har aflyst tre koncerter, der efter Tivolis vurdering kunne udvikle sig i en vild retning.