Unge i Horsens mobbes og chikaneres offentligt på Instagram
Horsensianske unge bliver konsekvent hængt ud på en Instagram-profil med intime detaljer om deres liv eller voldsomme beskyldninger om deres person - men Meta påstår, at det ikke bryder deres retningslinjer.
I Horsens florerer en offentlig Instagram-konto, hvor unge mennesker hænges ud med privat og intimt sladder og beskyldninger.
Det skriver DR.
Instagram-profilen får sine tips fra dens følgere, der tidligere har haft op mod 1.000 , der fulgte med. Profilen opfordrer nemlig direkte folk til at tippe om historier gennem 'stories', hvor brugeren kan swipe op og skrive et tip.
Sladderprofilen giver de brugere, der sender tips, lov til at være anonyme. Lig modsat er det dog for dem, der skrives sladder om. De offentliggøres nemlig med deres fulde navn.
Muligvis strafbart, vurderer ekspert
I artiklen udtaler ekspert i digitale krænkelser og forperson for Medierådet for Børn og Unge, Miriam Michaelsen, at nogle af de ting, der deles på profilen, kan være strafbare.
- Det er de eksempler, hvor der bliver delt personers fulde navn og meget private og intime oplysninger om ofret, fortæller hun til DR.
Generalsektretær Johanne Schmidt-Nielsen fra Red Barnet har ligeledes set eksemplerne, som DR er i besiddelse af. Hun udtrykker også en bekymring over de konsekvenser det kan have, at de unge krænkes. Hun synes, det er uforståeligt, at Instagram ikke fjerner indholdet med det samme og henviser til, at techgiganter skal reguleres politisk, da de ikke løfter deres ansvar.
Men ifølge Meta bryder profilen ikke virksomhedens retningslinjer for chikane og mobning. Det oplyser de i en besked til en mor, der har anmeldt kontoen.