Spritnye ambulancer på vejene - farvel til de firkantede
Efter 12 år er det slut med, at selskabet Responce står for ambulancekørslen i den nordøstligste del af TV SYDs sendeområde.
Du bliver kørt i spritnye ambulancer, hvis du som borger i Hedensted og Horsens Kommuner fra i dag får brug for akut hjælp.
Fra i dag, 1. december, driver Region Midtjylland nemlig selv alle akutlægebiler og 42 af regionens 70 ambulancer.
Det betyder et farvel til de karakteristiske firkantede ambulancer fra selskabet Responce i Horsens og Hedensted efter 12 år.
Dermed driver Region Midtjylland selv alle akutlægebiler og ambulancer i den østlige del af regionen.
De fleste reddere flytter med
- Ambulancerne er nye - men mandskabet stort set det samme, som har kørt for Responce. Der er det samme antal køretøjer og reddere placeret i Horsens og Hedensted som hidtil, oplyser præhospital direktør Henning Voss, Region Midtjylland.
Regionsrådet besluttede for et par år siden, at regionen selv vil stå for driften af alle akutlægebiler og de fleste ambulancer.
- Det er nu gennemført og skal sikre konkurrence og kvalitet på et marked, der ellers i mange år har været domineret af få spillere, siger regionsrådsformand Anders Kühnau, Socialdemokratiet.
I Hedensted Kommune er ambulancerne og akutbilerne placeret på de samme adresser som før, mens de i Horsens har fået ny station på Sverigesvej 17 i byens industrikvarter.
- Samtidig er ambitionen også at styrke kvaliteten i ambulancedriften med flere paramedicinere og mere efteruddannelse til ambulanceredderne, og det gælder for alle ambulancer uanset leverandør, siger regionsrådsformand Anders Kühnau.
Farvel efter 12 år
Responce, der for 12 år siden blev stiftet af Michael Kjær Sørensen fra Vejen som en ny aktør på ambulancemarkedet, er i dag opkøbt af Falck.
I Trekantområdet og på Vestfyn står Responce frem til 2025 for ambulancedriften på en kontrakt med Region Syddanmark.
Ambulancedriften i Region Midtjylland
- De 21 nye regionale ambulanceberedskaber fordeler sig med 10 i Horsens/Skanderborg-området og 11 i Randers/Djurslands-området
- Desuden bliver 5 sygetransportbiler regionale, heraf 2 i Horsens og 3 i Randers.
- Regionen har tidligere hjemtaget alle ambulancer i Aarhus og Silkeborg-området samt enkelte ambulancer i henholdsvis Herning, Holstebro, Randers og Horsens.
- Samlet driver Region Midtjylland 42 ambulanceberedskaber og 10 akutlægebiler og har flere end 400 ambulancepersonaler ansat.
- Falck A/S driver 26 ambulanceberedskaber i den midt- og vestlige del af regionen (Holstebro, Herning og Viborg-områderne).
- Samsø Redningskorps driver 2 ambulanceberedskaber på Samsø.