Næsten alle kommuner mister arbejdskraft – selv de bedste skal gøre sig lækre
Horsens topper vigtig statistik over udbuddet af arbejdskraft om ti år – sønderjyske kommuner skraber bunden.
Kommunerne gør sig lækre for at tiltrække nye borgere mellem 25 og 65 år. Altså dem som typisk er færdige med at uddanne sig, og som ikke er gået på pension. Dem bliver der færre af, hvis man kigger ti år frem.
Det viser tal fra Danmarks Statistik, som Realkredit Danmark har analyseret. Ifølge fremskrivningen bliver der færre og færre arbejdsomme hænder i 11 af de 14 kommuner i Syd- og Sønderjylland.
Tønder Kommune står til at have 12,5 procent færre 25-65-årige borgere om ti år. Det svarer til, at hver ottende borger i aldersgruppen flytter væk, og det giver en plads som nummer 95 ud af landets 98 kommuner.
Ligesom alle andre kæmper vi om kvalificeret arbejdskraft, og der er en konkurrence mellem kommunerne
Bo Ulsøe, direktør, Blunico A/S
Alvorlige udsigter
Horsens og Vejle kan trods alt glæde sig over en fremgang i den såkaldte kernearbejdsstyrke. Imens ser hele 80 af landets 98 kommuner frem til at få færre indbyggere mellem 25 og 65 år om ti år.
I kommuner som Tønder og Langeland ser vil kernearbejdsstyrken skrumpe med mellem 10 og 15 procent. Det er alvorlige tal, og det er udtryk for en tendens, som er svær at påvirke. Det siger Christian Hilligsøe Heinig, som er cheføkonom i Realkredit Danmark.
Mange ønsker at bo tæt på deres arbejdsplads og have nemmere adgang til at udnytte de muligheder, som de store byområder rummer
Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom, Realkredit Danmark
- Det giver ikke bare udfordringer for det lokale erhvervsliv og boligmarked, hvis udviklingen holder stik. Det risikerer også at føre til en negativ spiral, der kan være svær at komme ud af. Det er svært at dæmme op for de underliggende urbaniseringstendenser. Mange ønsker at bo tæt på deres arbejdsplads og have nemmere adgang til at udnytte de muligheder, som de store byområder rummer, siger Christian Hilligsøe Heinig.