Kanonslag stadig et problem - her blev to fyret af
Der lød lørdag aften og nat nogle ret kraftige skrald i den nordlige ende af Horsens. Sydøstjyllands Politi rapporterer, at der blev fyret kanonslag af to forskellige steder.
Så selvom det kun er lovligt at affyre fyrværkeri fra 31. december til og med 1. januar, er nytårsaften åbenbart ikke helt ovre endnu i visse kredse. Men de skyldige er nærmest umulige at pågribe.
- Vi har været derude, og vi fandt ingen, fortæller Per Jeppesen, vagtchef hos Sydøstjyllands Politi.
Både på Georg Rasmussens Vej i Horsens og Bygaden få kilometer derfra i Stensballe lød det høje brag, der fik borgere til at ringe til ordensmagten.
Kontakt politiet
Der vil ifølge vagtchefen altid være heksehyl og den slags mindre fyrværkeri på dette tidspunkt, og der kommer også færre og færre anmeldelser.
- Man skal selvfølgelig kontakte politiet, hvis det skaber utryghed, at der er folk, der går rundt og skyder fyrværkeri af i området. Så gør vi alt, hvad vi kan for at få fat i de her mennesker, lyder budskabet fra Per Jeppesen.
Han oplyser, at der i løbet december og januar har været ganske få sigtelser for ulovlig affyring af fyrværkeri.
Fyrer man alligevel krudt af udenfor perioden, risikerer man at få en bøde. Før var lød den på 2.000 kroner, men den er nu blevet sat op til 2.500 kroner.