Hjertebarnets brand gav en knude i maven hos ham
Simon Beck Jochumsen troede, at hans far jokede med ham, da han den 7. maj sidste år fortalte, at Gedved Skole stod i flammer.
Hurtigt stod det dog klart, at der ikke var tale om en vittighed. Branden gik ikke ud over hele skolen. Til gengæld ramte den naturfagslokalerne, som måtte lade livet.
Det gjorde ondt på Simon Beck Jochumsen, der til dagligt underviser i blandt andet fysik/kemi.
- Det var ikke en sjov dag, og det gav da en knude i maven, og det gjorde det lang tid efter, siger han.
Branden betød placeringsmæssige ændringer for undervisningstimerne. Frem til sommerferien rykkede naturfagsundervisningen til naboskolen i Egebjerg, mens Simon Beck Jochumsen dette skoleår lærer Gedved-eleverne om det periodiske system på skolens parkeringsplads i en pavillon.
Byggeriet af de nye fysiklokaler forventes at stå klar til september.
Årsagen til branden for snart et år siden er fundet, men Sydøstjyllands Politi er efter flere dage ikke vendt tilbage på TV SYDs henvendelse.