Gøja elsker sit natjob med festglade kunder
Fredag og lørdag aften og nat kan man ofte møde Gøja i det horsensianske natteliv.
Hun er chauffør hos Horsens Taxa - og som en af meget få kvinder kører hun aften- og nattekørsel i weekenderne. Og hun elsker det.
- Det er sjove kunder. Det gør mig glad at køre med og få glade kunder, siger Gøja.
Det er ingen præcise tal på, hvor mange kvindelige chauffører der er i branchen, og hvor mange af dem der kører på tidspunkter, hvor der er chance - eller risiko - for at få mere eller mindre fulde kunder.
- Vi har ikke overblik over, hvordan procentfordelingen mellem mænd og kvinder er, men når det er sagt, så er min vurdering, at der er et fåtal af kvinder i erhvervet. Det skyldes måske det forhold, at man ofte sidder meget alene i bilen og altså er meget alene på job, siger Trine Wollenberg, vicedirektør i brancheorganisationen Dansk Persontransport.