Fængselsbetjent blev bidt i ballen og var upopulær hos kollegaerne - alligevel elskede han sit job
I flere årtier mødte Kaj Rasmussen ind som fængselsbetjent på Horsens Statsfængsel. Det bød både på gode og dårlige oplevelser, som han nu fortæller videre.
På en såkaldt almindelig afdeling på 4. vest på Horsens Statsfængsel var der optræk til tumult. Kaj Rasmussen kom løbende med en kollega, da flytningen af en fange ikke gik som planlagt. Fangen gjorde modstand.
Bedst som de to fængselsbetjente havde fat i fangen og var klar til at flytte ham, blev døren smækket op af en anden ung betjent. Kaj Rasmussen fandt aldrig ud af, hvad han egentlig skulle, men det hele resulterede i, at de med et ordentligt knald ramte gulvet.
Der var ikke meget plads i cellerne dengang, og mellem det smalle skrivebord og skabet faldt alle fire ned. Fangen nederst. Efter få sekunder fik Kaj Rasmussen et evigt minde. Et bid i højre balle, der krævede tre sting, blev resultatet.
- Det gjorde fandme ondt, siger Kaj Rasmussen, der havde adrenalinen til at pumpe i hele kroppen.
Et liv i fængsel
Han brugte i alt 40 år som fængselsbetjent, de 36 af dem i Horsens Statsfængsel. Trods slåskampe og et enkelt bid i ballen var hverdagen i fængslet det helt rigtige for Kaj Rasmussen.
- Da jeg var færdig som soldat, vidste jeg ikke, hvad jeg ville, men jeg skulle i gang med noget, siger Kaj Rasmussen. Og det blev så uddannelsen som fængselsbetjent.
Efter 2,5 måned med teori trak han i den blå uniform og startede sin 2-årige praktik på Horsens Statsfængsel. På lige fod med de færdiguddannede. I dag tager dén uddannelse tre år.
- Man kan sige, at fængslet blev mit liv, siger han.
Han mener, at det passede lige til hans psyke, så selvom han hverken var høj eller superstærk, så fandt han sig til rette.
Jeg grinte sommetider, når jeg snakkede med mine kollegaer, for jeg kunne ikke engang selv blive ansat i dag - jeg opfylder ikke kravene
Kaj Rasmussen
Uddannelsen, der i dag indeholder elementer med socialrådgivning og psykologi, er blevet noget helt andet, end da Kaj Rasmussen tog den.
- Der er ingen tvivl om, at det er godt. Vores viden var alt for lille, vi var slet ikke gearet til at komme ind fra gaden, så der var mange, der stoppede igen og fik sig nogle kæmpe store chok, siger Kaj Rasmussen og tænker tilbage på første gang, han var en del af en magtanvendelse.
- Jeg havde aldrig været op at slås før, så jeg var nok mere en hæmsko, siger han.
Selvom han ikke kunne hjælpe til i kampen, blev det ikke den sidste. Han var efterfølgende selv med til at ansætte hundredvis af fængselsbetjente i flere år.
- Jeg grinte sommetider, når jeg snakkede med mine kollegaer, for jeg kunne ikke engang selv blive ansat i dag - jeg opfylder ikke kravene, siger Kaj Rasmussen.
Højt at flyve, langt at falde
De høje mure var ikke altid en begrænsning for de indsatte fanger. Flere flugtkonger kæmpede sig ud af Fængslet.
Midt i 80'erne sad en mand i Horsens Statsfængsel, der havde været utrolig tæt på at blive færdiguddannet jægersoldat. Hans fysik fejlede intet, så i den mørkeste del af natten fik han savet tremmerne over, klatrede op på sjette sal, og derfra kastede han en nylonsnor over på den anden side af den høje ringmur.
- Det lyder som en røverhistorie, men den er sgu rigtig nok, siger Kaj Rasmussen, mens han fortæller.
Her ventede en kammerat, der bandt et tykt reb om nylonsnoren, som fangen kunne trække tilbage. Det bandt fangen stramt til hjørnetårnet, og kravlede roligt ud i natten. Mens han dinglede i luften mellem fængsel og frihed, opfangede de nyopsatte bevægelsessensorer ingenting.
- Det var sgu da flot, siger Kaj Rasmussen grinende.
Det passede ikke en ældre fange, at en yngre indsat havde overgået hans tidligere flugtforsøg. Så et par måneder senere ville han gøre kunsten efter. Men tovet blev ikke bundet stramt nok, og henover ringmuren hang han og kunne hverken komme frem eller tilbage.
- Så blev der ringet til en vagthavende, og det var så mig. Jeg sagde først 'hold nu op, det er ikke første april', for jeg blev vækket midt om natten og fik at vide, at der hang en person i luften, siger Kaj Rasmussen.
Men det gjorde der, og de blev nødt til at ringe efter brandvæsenet, der sendte det meste af deres mandskab afsted for at få fangen ned og tilbage i sin celle.
En hård start
At Kaj Rasmussen skulle ende som vagthavende, stod ikke skrevet i stjernerne, da han troppede op med skulderlangt hår første arbejdsdag.
- Der var rigtig mange, der var på nakken af mig og mente, jeg skulle smides ud, for jeg var ikke egnet til at være inde ved fængselsvæsenet, fortæller Kaj Rasmussen.
Da der var gået et halvt år, mødtes de forskellige vagtchefer for at vurdere den unge betjent. Flertallet syntes urokkeligt, at Kaj Rasmussen skulle fyres. Lige indtil snakken gik på hans rolle på fængslets fodboldhold.
- Så vågnede vores inspektør op, som sad for bordenden, og han var meget sportsinteresseret, især i fodbold. Så sagde han 'har vi fyret Kaj?, det kan vi ikke, så mangler vi nogen til at lave mål', fortæller Kaj Rasmussen.
Og så fik han lov til at blive på stedet i 36 år.
Historiefortæller
Kaj Rasmussen er bestemt ikke færdig med at sætte sine fødder på fængslets lange gange. For godt ti år siden gik han på pension, men de mange historier lever videre.
Han viser nu rundt på museet, og snakketøjet står sjældent stille. Han fortæller vidt og bredt om de mange genstande. Flere af dem har han selv haft i hænderne, inden de blev til museumsgenstande.
- Jeg er glad for, at det er her, siger Kaj Rasmussen om de tunge mure, der i starten var snak om at jævne med jorden.