Pakkeshop kaster håndklædet i ringen
Margit Svendsen og Birte Jensen har hver dag udleveret pakker til forhåbningsfulde kunder. Pakkerne har der til tider været mange af, og nu siger de stop.
"Du kan nu hente din pakke hos Svendsens El Horsens."
Sådan en besked er tikket ind på mange telefoner i Lund igennem de seneste år. Butikken har nemlig udleveret pakker fra PostNord og Gls i godt tre årtier.
Når kalenderen siger 1. juli, er det dog slut. Posthuset og pakkeshoppen lukker.
- Der kommer bare flere og flere pakker, og vi er enige om, at vi kan ikke en jul mere, som vi havde sidste år, siger Margit Svendsen.
Hun har sammen med sin kollega Birte Jensen stået for post og pakker i mere end 30 år.
Jul uden pakker
De to butiksansatte har nydt at have et rend af både børn og voksne i butikken, der spændte har skullet hente en pakke.
Men det kan ikke veje op for månederne omkring jul, hvor det ikke er utænkeligt, at der vælter flere end 500 pakker ind om dagen.
- Det har været hårdt de seneste par år, vi har sådan set kun kunnet tænke pakker i december. Vi er jo heller ikke helt unge mere, siger Birte Jensen.
Margit Svendsen har også haft travlt med andre opgaver i butikken, som hun har måtte rykke til udenfor arbejdstid.
- Jeg står også for kontorarbejdet og bogholderiet, og det må jeg gøre ofte i weekenderne eller tidligt om morgenen, siger hun.
Når posthuset i butikken lukker, forkorter de åbningstiderne, og på den måde bliver tiden til kontorarbejde og ikke mindst børnebørn forlænget.
Færre penge i kassen
Når man er pakkepost, følger der en økonomisk gevinst med. Derfor kommer der færre penge ind fremover, men hos Svendsens El bliver det dog ikke et problem.
- Birte vil længere ned i tid, og pakkeshoppen har kunnet betale hendes løn. Så ved at hun går ned i tid, så går det nok, siger Margit Svendsen.
Det er alderen, haven, familien og fritiden, der spiller ind.
- Vi har et stort hus og en stor have, så det bliver godt at få lidt mere tid, så alt ikke skal ordnes i weekenden, siger Birte Jensen.
Døren er åben
Det er ikke slut med pakker i Lund, når vi går ind i juli måned. Rundt om hjørnet ligger byens Dagli'Brugs, som gerne ville overtage tjansen med Gls.
Det er heller ikke slut med at arbejde for Margit Svendsen og Birte Jensen. De vil stadig være at finde i butikken hos Svendsens El, hvor de håber, døren stadig går op indimellem.
- Vi håber da, de kommer ind, om ikke andet så for at få en sludder, siger Birte Jensen.
- Jeg håber, det bliver godt, men så må jeg gå ud i byen og møde alle dem, der førhen kom og hentede pakker, siger Margit Svendsen.