Ny fiskemetode skåner havbunden, men fiskerne bider ikke på endnu
Et nyt og bedre redskab til at trawle efter fisk på havets bund kan måske være løsningen til at komme dele af det dårlige havmiljø til livs.
Hos virksomheden MLD Trawl Steering System i Esbjerg har de udviklet et nyt trawlsystem, der i stedet for at slæbe tunge skovle på bunden, trækker skovlene gennem vandet lige over havbunden.
- Det er et skridt i den rigtige retning for at få et bedre havmiljø, lyder det fra sektionsleder for fiskeriredskaber i DTU Aqua Jordan P. Feekings.
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjQvMDYvMTcvdHJhd2wucG5n/trawl.png?fm=jpg&w=1920&h=1080&s=9b237ac67ddc4fce842517fc4d705292)
Rammer stort set ikke havbunden
DTU Aqua har samarbejdet med MLD i Esbjerg om at udvikle de styrbare trawlskovle, der minimerer kontakten med havbunden med 99 procent.
Og det er der brug for. En rapport fra Århus Universitet har tidligere i år konkluderet, at bundtrawl i Kattegat slår op mod halvdelen af dyrelivet ihjel.
- Problemet med at skrabe på bunden er, at en del af de havdyr, der bor der, dør, og de er en del af en større fødekæde, forklarer sektionsleder Jordan P. Feekings fra DTU Aqua.
10 gange dyrere trawlere
De styrbare trawl er 10 gange dyrere, end de almindelige bundtrawl. Det skyldes blandt andet, at det er en robot, der holder afstanden til havbunden.
Til gengæld reducerer de nye trawlskovle brændstofforbruget på fiskefartøjet med 17 procent. Men det er svært at få fiskerne til at springe på det nye trawlsystem.
- Der er stor interesse, men ingen tør tage det første skridt. Fiskerne vil have en sikkerhed for deres investering, siger direktør Gregers Baungaard fra MLD Trawl Steering System.
Hos Danmarks Fiskeriforening er man positivt stillet over for en ny trawl-type, man vil dog gerne have det testet ordentligt først, da der er tale om en stor investering.
- Vi arbejder løbende på at omstille fiskeriet, så det bliver mere skånsomt, og vi ser de her nye skånsomme trawlredskaber som et helt afgørende element i den omstilling. Derfor skal vi hurtigst muligt have prøvet det af i de forskellige fiskerier, vi i dag bedriver, lyder det fra Svend-Erik Andersen, der er formand for Danmarks Fiskeriforening.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) havde mandag planlagt et besøg i Vestjylland, blandt andet med et visit hos Esbjerg-virksomheden, men han blev nødt til at aflyse hele turen.
Alligevel håber Gregers Baungaard, at ministeren er blevet opmærksom på det nye system.
- Fiskerne og politikerne burde sætte sig sammen og se på det her og finde en løsning, siger han.