De skal holde juleaften hver for sig, og derfor er en dag som denne ekstra vigtig
Din, min og vores jul er et frivilligt arrangement, hvor familier kan få mad og julegaver med hjem. Men det er ikke derfor, familien Lindhart kommer.
Der skal danses om juletræ. Julemanden sidder i sin store stol. Gaver og julemad i massevis. Juleklip og guirlander.
Det ligner faktisk én stor juleaften, men det hele foregår midt på dagen, før juleaften og i lokalerne på Fængslet.
'Din, min og vores jul' hedder arrangementet, der hvert år uddeler julehjælp til børnefamilier, men som også har fokus på at skabe en hyggelig dag for både store og små.
- Vi har ikke en kæmpe stor familie, og vi sidder egentlig meget alene i julen. Så det er rart at komme ud og føle, man har givet noget til sine børn, siger Lisa Lindhart.
Hun har sine to børn med, og det har været en tradition for dem at deltage siden 2019.
En fast juletradition
Når det bliver den 24. december, tager Freya Lindhart Westergaard hjem til sin far, mens mor Lisa Lindhart holder jul med lillebror derhjemme.
Derfor nyder de, at frivillige har skabt en eftermiddag, hvor de sammen kan julehygge.
- Det er faktisk svært at sætte ord på, hvad det betyder, for det gør så meget. Hvert år laver vi en ansøgning, og så går vi bare og tæller ned til, vi får svar. Det betyder alverden, siger Lisa Lindhart.
Hendes datter på 16 år er glad for, at hun har taget dem med op på Fængslet og skabt en juletradition, der samler dem.
- Jeg havde bare endt med at sidde i min seng, hvis jeg ikke var kommet med i dag, så det er meget hyggeligt og rart, at der er nogle, der vil gøre det her, siger hun.
Hverdagens julemænd
For at kunne holde gang i klippe-klister, bordfodbold og æbleskiver på samme tid, er der brug for mange frivillige. I spidsen for dem står Ole Skovbo Sørensen, der er formand for 'Din, min og vores jul'.
- Det er fantastisk, at vi med en lille ting, vi hver især gør, har kunnet gøre en forskel for en masse mennesker, som måske ikke - af den ene eller anden årsag - havde fået sådan en oplevelse. Det giver en god fornemmelse, og man bliver bare helt høj af at være her, siger han.
Han kan selv huske, hvor svært det var at vente til juleaften som barn, og derfor er deres julehjælp ikke udelukkende en ekstra håndsrækning økonomisk, det er også gode oplevelser, der kan mindske ventetiden.
- Idéen har været at lave nogle aktiviteter. Nogle af vores børn har også nogle diagnoser, som måske gør, at de har behov for at få noget krudt brændt af, og på de her 1.200 kvadratmeter har vi mulighed for at stille forskellige spil op. Det er bare en del af en god dag, vi prøver at skabe for børnene, siger Ole Skovbo Sørensen.
Han og flere bestyrelsesmedlemmer har dog besluttet at trække sig fra foreningen, og derfor ser det lige nu ikke ud til, at der kommer et arrangement næste år.
- Jeg håber, at nogen griber handsken, og så vil vi som bestyrelse gerne være med til at starte det i gang, siger han.
Gaver i pose og sæk
Efter tre timers hygge kulminerede hele julearrangementet med udleveringen af årets julegaver og julemad.
- Jeg synes faktisk, det er en lille smule overvældende, siger Lisa Lindhart med favnen fuld.
I deres gavesæk lå der noget af det, som står øverst på ønskelisten.
- De er pakket ind, men jeg kan se, der er noget fra Matas, siger Freya Lindhart Westergaard.
- Matas! Så kan det ikke gå helt galt, tilføjer Lisa Lindhart, der i hemmelighed har sendt datterens ønsker ind.