Da 76-årige Kamma Margrethe Rasmussen fra Kolding i midten af september måned sidste år møder op på Regionshospitalet Horsens til en planlagt brokoperation, er det med udsigten til at skulle være indlagt i en uge.

Men under operationen opstår der komplikationer, og kirurgen får ved en fejl lavet to huller på hendes tyndtarm. Det bliver startskuddet til et rodet forløb med et presset sygehusvæsen.

- Jeg var så bange for, at det ville blive min død at være indlagt deroppe. Jeg var i en lang periode i narkose flere gange om ugen, og hver eneste gang frygtede jeg, at jeg ikke ville vågne igen, fortæller Kamma Rasmussen.

Også Kamma Rasmussens to døtre Ulla Jensen og Hanne Rasmussen er så godt som sikre på, at det pressede sundhedssystem ville blive morens endeligt.

Derfor har de i lange perioder været medindlagt for at passe på deres mor.

- Hvis vi nu bare havde kunnet vide os sikre på, at hun var i trygge hænder. Det havde selvfølgelig stadig været et hårdt og svært forløb, og jeg er også sikker på, at personalet har gjort, hvad de kunne, men det har bare været så mangelfuldt og rodet, at vi ikke har følt os trygge ved at være i sundhedsvæsenet, siger Ulla Jensen.

Rodet forløb

Kamma Rasmussen kommer efter den første planlagte operation på operationsbordet igen to dage efter, hvor lægerne færdiggør indgrebet.

Herefter er hun indlagt i en uges tid med store smerter og svær kvalme. Smerter, som i starten bliver lindret med morfin. Efter seks dage opdager personalet dog, at kvalmen skyldes, at hun ikke kan tåle morfinen, og de skifter derfor til alternativ smertestillende.

Alligevel sker der flere gange i forløbet, at Kamma Rasmussen får den morfin, hun ikke kan tåle. Døtrene fortæller desuden, at de flere gange har måttet stoppe personalet i ved en fejl at give deres mor morfin.

Chokerende scanning

For Kamma Rasmussen og døtrene er det mest uforståelige, hvordan Regionshospitalet Horsens ikke opdagede en byld på størrelse med en håndbold på Kamma Rasmussens tarme.

Kammas døtre taler flere gange undervejs med personalet om, at de finder det mærkeligt, at deres mor har så store smerter i maven. Personalet svarer ifølge døtrene, at Kammas smerter er helt normale efter sådan en operation.

Det er først, da Kamma Rasmussen bliver overflyttet til Kolding Sygehus, at lægerne på en CT-scanning opdager en 17x10 centimeter stor byld. En byld, som hun bliver sendt retur til Regionshospitalet Horsens for at blive behandlet for.

- Både mor og jeg brød grædende sammen, da vi fik at vide, at hun skulle tilbage til Horsens, fortæller Ulla Jensen.

Hospital beklager

TV SYD har forholdt Regionshospitalet Horsens med familiens kritik, men de har ikke ønsket at stille op til interview.

- Vi ønsker først og fremmest at beklage den oplevelse, som patienten og hendes familie har haft af indlæggelsesforløbet her på hospitalet, og at forløbet er blevet meget længere og mere krævende end forventet, skriver Regionshospitalet Horsens i et skriftligt svar til TV SYD og fortsætter:

- Det gør indtryk, og det er ikke sådan, vi ønsker, at hverken patient eller pårørende skal opleve en indlæggelse på Regionshospitalet Horsens.

- Vi arbejder hver dag på at skabe professionelle, gode og trygge patientforløb. Når det så ikke lykkes, som i dette tilfælde, så ærgrer vi os, men er også nysgerrige på, hvor og hvordan vi fremover kan gøre noget anderledes og bedre.

I alt 128 dage var Kamma Rasmussen indlagt. I den periode er der lavet mere end 500 notater i hendes journal, som dokumenterer det rodede forløb.

Journalen har TV SYD sammenfattet med den dagbog, som døtrene har skrevet under hele forløbet. Det er blevet til en tidslinje, som du kan se herunder:

Har forandret alt

Hvad der skulle have været en uge på sygehuset blev til 128 dage, men fredag d. 12 januar blev Kamma Rasmussen langt om længe udskrevet på en åben indlæggelse.

Det betyder, at hun må tage hjem og kan modtage pleje i hjemmet, men at hun hurtigt kan blive indlagt igen uden at skulle omkring egen læge først. 

Inden indlæggelsen var Kamma Rasmussen en aktiv ældre kvinde, som sang i kor, cyklede adskillige kilometer dagligt og bagte tusindvis af småkager til alle, hun kender. Hun hjalp sågar flere af sine veninder med rengøring.

Men Kamma Rasmussen er ikke tryg ved at skulle klare sig selv i egen bolig igen, og hun flytter derfor i første omgang hjem til sin ene datter, hvor hun dagligt skal have besøg af hjemmesygeplejersker, der skal rense et åbent dræn i hendes mave.

Faktisk frygter hun, at hun måske aldrig får det liv, hun havde før.

- Ingen ved, hvor længe jeg skal have det her dræn, og det giver bare et helt andet liv. Nu er jeg afhængig af, at der skal komme nogen og hjælpe mig, siger Kamma Rasmussen og fortsætter:

- Jeg har det skidt med at skulle være afhængig af andre, for jeg kan bedst lide at klare mig selv, som jeg kunne før.

Hele forløbet har betydet, at Kamma Rasmussen helt har mistet tiltroen til sundhedsvæsenet.

For selvom hun kun oplevede sødt og rart personale, der ønskede hende alt det bedste, så har de ifølge hende alt for travlt til, at de kan passe deres arbejde ordentligt. 

- Jeg ved godt, at man siger, at der er fare ved ethvert indgreb, men jeg skal ikke opereres deroppe igen. Det har jeg trods alt mit liv for kært til, siger Kamma Rasmussen.