41-årig anholdt for at kaste molotovcocktail
En 41-årig fra Horsens er sammen med en 28-årig fra Aarhus anholdt og sigtet for at stå bag et brandattentat mod Bandidos' klubhus i Viby.
Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) mandag i en pressemeddelelse.
Hændelsen fandt sted 5. februar 2024 og ifølge NSK, har de to personer tilknytning til rocker- og bandemiljøet.
Sigtelsen lyder på forsætlig brandstiftelse ved at have kastet fem antændte molotovcocktails ind i klubhuset.
I pressemeddelelsen fremgår det desuden, at det ikke kan udelukkes, at der kommer flere sigtede i sagen.
Begge personer vil tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør i Aarhus.