1.700 mennesker var samlet i Operaen i Det Kongelige Teater fredag aften. Et tal der svarer til lidt over 154 fodboldhold, eller cirka 60 propfyldte folkeskoleklasser.

De var samlet til Røst i Operaen, et initiativ af Det Kongelige Teater og talerskolen Røst hvis formål er at styrke unges mod og evner til at tage ordet og tage del i samfundsdebatten.

Modet til at tale

En af talerne var Sara Høj Kristensen. Hun er 23 år gammel og har altid haft svært ved at tale foran mennesker – uanset om det var en fremlæggelse i skolen, eller om det var en lejlighedstale til en konfirmation.

- Jeg oplevede, at min stemme rystede, og at jeg næsten lød som en, der skulle til at græde, når jeg skulle tale for folk. Jeg kunne fysisk mærke, at jeg rystede, og at mine hænder rystede, og når jeg rejste mig op, havde jeg en følelse af, at jeg skulle bare være hurtigt færdig, siger hun.

Derfor var det også med nervøsitet i kroppen, at hun forberedte sig på at gå på scenen. En nervøsitet, der skulle vise sig at blive gjort til skamme.

- Det gik megagodt! Det var en kæmpe overraskelse, og det var vildt fedt at stå deroppe, og jeg kunne rent faktisk nyde det. Det var virkelig dejligt, siger hun.

Gennem forløbet har Sara lært, at det alligevel ikke er så farligt at tale foran andre, og hun mener absolut, at de erfaringer hun har gjort sig, også kan bruges i fremtiden.

At udfordre - og blive udfordret på sig selv

En anden af talerne var Louise Frehr Lund, der er 22 år gammel. Hun fortæller, at hun har et stort ego, og det skulle også umiddelbart danne rammen om den tale, hun skulle holde fredag aften - en provokerende tale om at føle sig bedre end andre med tykke kraftord som "fuck jer", og hvor der var skruet op for alt, der kunne skrues op for.

Men sådan blev det ikke. For da Louise sendte sin tale ind til Røst, fik hun den tilbage, med meldingen om, at den var 'for grov og uelegant'. Den skulle skrives om. En melding der gik imod selve essensen af den første tale - og en melding som kan være svær at sluge for et stort ego.

- Lige da jeg fik det at vide, syntes jeg, det var meget hårdt. Talen handlede så meget om mig, og jeg følte, at jeg blev bedt om at gøre noget anderledes ved mig selv, siger Louise Frehr Lund.

Talen blev dog skrevet om og fik et mere 'fint, flot og sødt' udtryk. Noget som Louise Frehr Lund godt kan se meningen med, når hun ser tilbage.

- Jeg havde en god snak med mine undervisere, som sagde, at min tale var så vigtig og relevant, og at det også var vigtigt, at publikum forstod den, og det ville de ikke kunne med den første af talerne, fordi den var så indforstået og ukonkret.

De der ikke har ordet til hverdag

Også Ida Susanne Lyngholm var på talerstolen. Ida Susanne Lyngholm har prøvet at tale foran mennesker mange gange før. Men aldrig på den måde som hun gjorde fredag aften.

- Jeg har altid talt i kraft af min position eller min faglighed. I fredags talte jeg i kraft af mig selv, og det kan være meget råt og sårbart. Man har ikke noget at gemme sig bag, siger hun.

Men netop at hun - og aftenens øvrige talere - talte i kraft af sig selv, var også en forfriskende og positiv oplevelse for hende. Og netop Røsts kerneidentitet - at give ordet til nogle, der ikke har det normalt - er noget af det, Ida Susanne Lyngholm tager med sig.

- Jeg synes, konceptet er vigtigt, fordi der er så mange velformulerede og velovervejede unge mennesker derude, der ikke ved, hvordan de skal komme ud med det, de har på hjerte. Det er vigtigt, at der findes et rum, hvor de kan lære at tale, for det er vigtigt, at de også får ordet.