Godt nyt til sukkersyge Bjarne: Transportministeren går ind i sagen
Bjarne Hansen er langtfra tilfreds, selvom han på papiret har fået gode nyheder, efter at transportminister Benny Engelbrecht er gået ind i sagen, der omhandler type-1 diabetikeres ret til erhvervskørekort.
- Jeg vil se det, før jeg tror på noget, for jeg tvivler på, det sker.
Det er diabetikeren Bjarne Hansens reaktion på transportminister Benny Engelbrechts udtalelse om, at man fremover vil vurdere diabetespatienters generhvervelse af kørekort individuelt.
Der skal foretages en konkret individuel vurdering af en persons sundhedstilstand, altså er man i stand til at føre et køretøj.
Benny Engelbrecht, Transportminister.
61-årige Bjarne har i mange år arbejdet som buschauffør. Hvert tredje år skal han have sit erhvervskørekort fornyet hos en læge, fordi han er type-1 diabetespatient. Men på baggrund af vejledningen om helbredskrav til kørekort, som blev opdateret i 2017, har han nu fået afslag på at få sit kørekort fornyet. Han står derfor til at miste sit job.
Nu har transportminister Benny Engelbrecht kommenteret på Bjarnes sag. Ministeren fortæller blandt andet, at Færdselsstyrelsen overtager kørekortsområdet fra 1. oktober for at skabe individuelle vurderinger. En styrelse, der hører under ministerens område.
- Jeg kan konstatere, at der med rimelighed er stillet tvivl ved, om der også bliver foretaget en individuel vurdering. Derfor synes jeg, det giver god mening, når nu Færdselsstyrelsen overtager området, at vi så også kigger det her igennem, siger Benny Engelbrecht.
Ministeren tilføjer:
- I forbindelse med det vil jeg gerne give reglerne på det her område og myndighedssamarbejdet et grundigt serviceeftersyn. Der skal foretages en konkret individuel vurdering af en persons sundhedstilstand, altså om er man i stand til at føre et køretøj, siger han.
Min kæde hopper fuldstændig af, når jeg kan bevise, at jeg er velreguleret, og jeg stadig ikke kan beholde mit kørekort.
Bjarne Hansen
Bjarne Hansen har længe efterspurgt en individuel vurdering af sagerne, for han synes ikke, det er retfærdigt, at han mister sit kørekort, når han aldrig har haft problemer med at styre sin sygdom. Men han er ikke overbevist om transportministerens løfte.
- Det skal stadig gøres ordentligt, og man skal komme til bunds med alle sagerne. Man påstår jo stadig i dag, man vurderer hver enkel person individuelt, det gør man jo ikke. Man har jo ikke været inde og se min sundhedshistorik. Det er fint nok, de vil gøre det fremover, men de skal grave helt til bunds og ikke bare nøjes med at kigge på lægeerklæringer, siger han.
Bjarne mener, man skal invitere folk til samtale og have mere viden og ikke blot vurdere individuelt ved at læse lægejournalerne.
- Min kæde hopper fuldstændig af, når jeg kan bevise, at jeg er velreguleret, og jeg stadig ikke kan beholde mit kørekort, så er det jo ikke anderledes, når de siger, de fremover vil kigge på sagerne individuelt, siger han.
Sagen kort
- Siden 1997 har Bjarne Hansen været type-1 diabetespatient. Det betyder, at han hvert tredje år skal have sit erhvervskørekort fornyet hos en læge.
Det har hidtil ikke været noget problem, og det har indtil nu ikke forhindret ham i at passe sit job hos en lokal vognmand ved Vejle.
- Men efter at vejledningen om helbredskrav til kørekort nu anbefaler, at der ikke udstedes kørekort til erhvervsmæssig personbefordring, kan han ikke længere få sit kørekort fornyet.
- For Bjarne Hansen betyder det, at han nu ikke må være chauffør i en bus med plads til ni personer.
- Diabetesforeningen mener, at personer med sygdommen generelt er underlagt helt urimeligt strenge regler for at erhverve og få fornyet sit kørekort.
- Sagen med Bjarne Hansen har nu også fået fagforbundet 3F til at reagere.
Diabetesforeningen skal ind over
Transportministeren lægger også op til, at Diabetesforeningen skal inddrages fremover, fordi de er bekendte med konkrete sager.
- For at være sikre på, at vi får perspektiverne med fra diabetespatienter, så har vi også bedt Diabetesforeningen om at være med i forbindelse med arbejdet og den afdækning, siger ministeren.
Han tilføjer:
- De har de konkrete eksempler, hvor det er gået godt og skidt i trafikken, siger han.
Det skaber stor glæde hos Bjarne, at man fremover vil inddrage Diabetesforeningen.
- Det er en fantastisk idé. Lad os endelig få Diabetesforeningen med. De arbejder utroligt hårdt på det. Det ville være alletiders. Jeg har jo haft kontakt til dem mange gange, og de er jo stort set enige med mig i, at det er uretfærdigt, fortæller han.
Ændret vejledning
Det har hidtil ikke været noget problem for Bjarne at få fornyet sit erhvervskørekort, og det har indtil nu ikke forhindret ham i at passe sit job hos en lokal vognmand ved Vejle.
Men efter at vejledningen om helbredskrav til kørekort nu anbefaler, at der ikke udstedes kørekort til erhvervsmæssig personbefordring, kan han ikke længere få sit kørekort fornyet.
Vejledningen blev opdateret i 2017. Siden da har der stået i bekendtgørelsen, at der er særlige risici ved at lade type-1 diabetespatienter køre bus, hvorfor man ikke længere anbefaler, at denne patientgruppe har erhvervskørekort.
Transportministeren siger, at det først nu har været muligt at kigge på området.
- Det er først nu besluttet, at Færdselsstyrelsen overtager kørekortsområdet fuldt og helt fra 1. oktober i år. Hvis skrappere regler har et fornuftigt grundlag, og man tager et individuelt hensyn, er der ikke noget galt med det, siger Benny Engelbrecht.
Men det, mener Bjarne, er alt for sent
- Det er for sent for mit vedkommende. Jeg er røget ud af arbejdsmarkedet, hvad det angår. Det skulle man have gjort for længe siden. Diabetesforeningen har arbejdet på det længe. Det kommer alt, alt for sent, siger Bjarne Hansen.
- De hænger deres hat på en bekendtgørelse, siger han.
Måske en revurdering
Som Bjarne selv siger, så er løbet kørt for ham. Han håber på at kunne få sit erhvervskørekort tilbage, men det er langt fra sikkert.
- Jeg vil se det, før jeg tror på noget, for jeg tvivler på, det sker.
Benny Engelbrecht siger, at han ikke kan love noget i forhold til enkelte sager.
- Når der er rejst en problematik som denne, så synes jeg også, det er rimeligt, at vi giver det et serviceeftersyn, når vi har en overdragelse. Sådan burde det være i dag, men med rimelighed er der blevet rejst tvivl, om det også er tilfældet, siger Benny Engelbrecht.
Men det mener Bjarne ikke er nok.
- Jeg mener, man skal gå ind og revurdere og kom helt til bunds med tingene. De skal gå til bunds med det hele, siger han.
Han tilføjer:
- Jeg skal ikke udtale om, om jeg stoler på det, men jeg håber det. Jeg kunne da håbe på, at jeg kan få mit kørekort tilbage, for jeg har følt, at jeg er varetægtsfængslet uden dom, siger han.