E-sport trækker fulde huse
”Bunkeren” i Hedensted Centret er blevet mere populær, end idemagerne bag kunne forestille sig
Der er rift om de 10 computere, der er matchet to og to i kælderlokalet i Hedensted Centret, som meget passende er blevet døbt ”Bunkeren”.
Populariteten taget i betragtning, burde Hedensted E-Sport Klub have flere år på bagen – men sådan er det ikke. Klubben så dagens lys for bare fire måneder siden – med ti pladser og planer om et enkelt eller to hold om ugen.
I dag – 120 dage efter – er der 50 unge gamere, fem ugentlige hold og flere computere er blevet bestilt, så endnu flere kan få en plads.
”Det er kommet helt bag på os, at der er så mange, der vil game. Vi har overhovedet ikke reklameret for os selv, og det tør vi nærmest heller ikke, for ventelisten er lang nok i forvejen, fortæller Ronnie Holmer Jensen, der er een af initiativtagerne og formand for Hedensted Familie og Firmaidræt.
Gang i gamingen
Det er ikke kun i Hedensted, der er gang i gamingen. Faktisk skyder E-sportklubber op i stortset alle danske byer, hvor der er en internetforbindelse.
Små ti kilometer fra "Bunkeren" i Hedensted, ligger Vejlefjordskolen, der også for nyligt har oprettet et E-sport hold, hvor der alllerede er tilmeldt 25 elever.
Og det samme sker i Sole, Ølsted og Skjold - Alle fire klubber har fået 25.000 kroner af Hedensted Kommune til at udvikle konceptet.
"Det er et led i et to-årigt udviklingsprojekt, og det har man valgt at gøre, fordi man godt kan mærke, at der er en efterspørgsel. Når de større organisationer tager e-sport ind og sidestiller med idræt, så er vi også nødt til at være med, siger Thomas Odgaard Dalgaard, Idrætskonsulent fra Hedensted Kommune.
Delt begejstring for motion
I det blålige skær er alle gamere vågne. Også i Bunkeren i Hedensted, hvor 12-årige Mikkel Palmelund i øjeblikket bliver undervist i Counter-Strike.
Spillet går ud på, at gamerne sammen skal eliminere et mål, og i Bunkeren spiller gamerne sammen i to hold mod hinanden.
"Det er så fedt. Man møder nye venner og man mødes med nogen, der har samme interesse som en selv, siger 12-årige Mikkel Palmelund.
Men selvom gamerne muligvis foretrækker at bruge deres hjerner og hænder – så er det ikke det eneste, der bliver motioneret i dag.
Efter halvanden times undervisning i Counter-Strike, står den på 1 times træning i hallen.
”Den fysiske træning er faktisk frivillig, men vi lægger stor vægt på, at hvis de vil være dygtige gamere, så møder de også op til den fysiske træning. En dygtig gamer har også en sund fysik, siger initiativtager Ronnie Holmer Jensen.
Den fysiske træning - der er en blanding af fitness og boldspil - bliver modtaget med delt begejstring.
14-årige Nicolai Askjær hader - med egne ord - motion men møder alligevel op til træningen, fordi det forventes af ham.
11-årige Mads Ottesen derimod kan godt se ideen:
"Det er helt okay. Jeg kan godt lide det - vi kan jo heller ikke game hele tiden, siger Mads Ottesen.
Hedensted E-sport vil i løbet af de næste par uger åbne flere hold, fordi ventelisten er så lang.