Zelenskyj deler video af træning i kampfly på dansk grund
De første F-16-kampfly ventes leveret til Ukraine til sommer, men inden da træner en række ukrainske piloter i flyene på dansk grund.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har fredag på det sociale medie X lagt en video op fra træningen på flyvestationen i Skrydstrup.
Her fortæller en ukrainsk pilot med kodenavnet "Moonfish" om træningen.
Han fortæller, at piloterne er meget motiverede for træningen, fordi de ved, at de skal tilbage og kæmpe:
- Det er et sjovt fly at flyve, siger "Moonfish" i videoen, hvor flyene ses flyve rundt.
Det var meningen, at Ukraine skulle have modtaget F-16-kampfly omkring årsskiftet. Men leverancerne er blevet udskudt.
All Ukrainians are waiting for the day when the first Ukrainian F-16s appear in our skies and strengthen the defense of our cities and communities, as well as the capabilities of Ukraine’s Defense Forces. While our pilots and personnel continue their training, I thank the F-16… pic.twitter.com/NgaAtC5x8K
— Volodymyr Zelenskyy / Володимир Зеленський (@ZelenskyyUa) February 23, 2024
Torsdag kunne Forsvarsministeriet fortælle lidt mere om leverancerne.
I en pressemeddelelse fortalte forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), at det har været svært at fastsætte en præcis dato for leveringen af flyene, fordi en række betingelser skal være opfyldt.
Det nødvendige personel skal være færdiguddannet, ligesom den "fornødne logistik og infrastruktur" skal være i orden i Ukraine.
Men hvis alt forløber som planlagt, kan flyene altså komme til sommer.
Danmark leder en koalition af lande, der donerer F-16-fly, som i sidste ende skal sendes til Ukraine.