Unge frygter de ondsindede rygter, men alligevel dukker sladdergrupper op igen og igen
Sladdergrupper på sociale medier kan rumme alt fra usande rygter til private billeder, der ikke skulle være delt.
- Jeg fik helt ondt i maven af at høre, at nogle børn kan sidde og skrive dumme ting om hinanden, siger Cecilie Rewitz Hansen.
Hun er 13 år gammel og går i syvende klasse i Haderslev.
Jeg tror ikke, at alle gør det bevidst. Jeg tror, de prøver at gøre det i sjov.
Tabitha Laura Flindt, 13 år, om hvorfor nogle børn og unge krænker hinanden digitalt.
Ligesom mange andre unge i byen har hun også hørt om en sladdergruppe kaldet 'Største Sladder i 6100' på det sociale medie Snapchat.
Her skulle trusler og hadbeskeder mod navngivne personer i byen florere sammen med sladder og rygter, der muligvis er krænkende og ulovlige.
Men selvom grupperne og profilerne bliver lukket, så kommer tilsvarende grupper frem gang på gang.
Et forsøg på at være sjov
Aldersgrænsen for at oprette en bruger på Snapchat er 13 år. Den samme aldersgrænse som blandt andet Facebook, Instagram og Tiktok.
De fem skoleelever, vi har talt med, har alle hørt om sladdergruppen i Haderslev, men har ikke været en del af den.
Det er sjovt, at man ved, hvad der sker i klassen eller sker over det hele i Haderslev.
Sidse Rosenkrands Rechnagel, 13 år.
De er alle enige om, at det ikke er i orden at dele hinandens hemmeligheder eller starte rygter, og at gruppen er forkert.
- Hvis du siger folks hemmeligheder, eller 'hende kan man ikke stole på, fordi hun har gjort sådan og sådan', så er det at bagtale, siger Sidse Rosenkrands Rechnagel på 13 år.
- At man allerede som 13 årig kan gøre noget ulovligt er ret vildt. For jeg tror ikke, at alle gør det bevidst. Jeg tror, de prøver at gøre det i sjov, siger Tabitha Laura Flindt, der er 13 år gammel.
Sladder er menneskeligt
Det kan nemlig være bekræftende at blive en del af en gruppe såsom en sladdergruppe.
- Det er særligt vigtigt for unge at socialisere og være del af et fællesskab og tilhøre en gruppe, og derfor kan man som ung godt blive tiltrukket i endnu højere grad af sådan nogle grupper, siger Jonas Ravn.
Jonas Ravn er seniorkonsulent ved Center for Digital Pædagogik og har set sladdergrupper komme frem på sociale medier, helt siden de digitale mediers spæde start i slut 90'erne og starten af 00'erne.
- Sladder er i det hele taget en meget menneskelig måde at være sammen på. Det har man gjort altid, og det har foregået på gadekæret nede ved købmanden, og det er der som sådan heller ikke noget galt i, hvis man holder sig indenfor en eller anden grænse, siger Jonas Ravn.
Og det udsagn er de unge, vi har talt med, enige i.
- Det er sjovt, at man ved, hvad der sker i klassen eller sker over det hele i Haderslev, siger Sidse Rosenkrands Rechnagel, og hun bliver hurtigt suppleret af Mille Maya Seratski Jørgensen, der også er 13 år.
- Så længe, de snakker pænt til hinanden, siger hun.
Gruppen på Snapchat er lukket i dag, og vi ved ikke nøjagtigt, hvad der er blevet delt eller skrevet derinde. Haderslev Kommunes SSP-konsulenter er bekendte med gruppen, men kender ikke til lovovertrædelser begået i gruppen.
TV SYD har kontaktet Snap Inc., der står bag mediet Snapchat, og forholdt dem til gruppen og øvrige sladdergrupper.
Snap Inc. skriver til os, at de ikke har kendskab til den pågældende gruppe fra Haderslev, men at de har en nultolerancer overfor mobning på deres platform og holder øje med anmeldelser om mobning på deres app hele døgnet rundt.