Socialminister reagerer på dokumentar og indkalder til møde
Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) reagerer nu på en TV 2-dokumentar med optagelser fra to bosteder for personer med handicap. Det ene er botilbuddet Odinsgård i Vojens, mens det andet ligger i Københavns Kommune.
Dokumentaren "Operation X - Nødråb fra natten" beskriver blandt andet, hvordan multihandicappede Mathias Hansen har grædt og forgæves råbt på hjælp i en time og 14 minutter om natten.
Ministeren skriver på det sociale medie X, at der er tale om "forfærdelige, hjerteskærende historier".
- Mangel på ledelse, forråelse, mangel på oplæring og uddannelse og et menneskesyn, der er helt galt, skriver ministeren.
Pernille Rosenkrantz-Theil skriver på X, at hun på baggrund af dokumentaren har bedt parterne på handicapområdet om at mødes, så "vi i fællesskab kan få ændret fundamentalt på handicapområdet".
Parterne, der skal mødes med ministeren, er blandt andet Kommunernes Landsforening, Danske Regioner, forbundene FOA og Socialpædagogerne.
Det fremgår ikke, hvornår mødet afholdes.
Forfærdelige hjerteskærende historier fra de to bosteder, som Operation X har haft skjult kamera på. Mangel på ledelse, forråelse, mangel på oplæring og uddannelse, og et menneskesyn, der er helt galt. Fx: Netflix i personalestuen fremfor omsorg for selvskadende beboer 😡😡😡. 👇
— Rosenkrantz-Theil (@RosenkrantzT) November 1, 2023