Nu er nøglerne til milliarddyrt byggeri overdraget
1. oktober ankommer de første fire F-35-kampfly i Skrydstrup. Fredag blev nøglerne til de flere tusind kvadratmeter specialdesignede bygninger overdraget.
Det var en helt særlig nøgle, der skiftede hænder i fredags.
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse overdragede nemlig det 35.000 kvadratmeter store F-35 Campus til Fighter Wing Skrydstrup. Bygningerne skal huse de i alt 27 nye F-35-fly.
- Jeg er så stolt og glad, og det er en kæmpe festdag. Det er syv års hårdt arbejde, der nu kulminerer, siger Karen Helmart Johansen, der er projektchef i Ejendomsstyrelsen.
Nøgleoverdragelsen markerede også afslutningen på Forsvarets største byggeri i nyere tid. Og det særlige ved det nye campus er, at det samler alle funktioner et sted.
Det betyder, at alt fra værksteder til den operative del af arbejdet med flyene vil være at finde på flyvestationen.
- Det er noget, vi har set frem til i rigtig mange år. Det har været en lang proces og et kæmpe arbejde at følge, siger Kim Jensen Oberst og chef for Flyvestation Skrydstrup
Selvom de flere tusind kvadratmeter specialdesignede bygninger nu står klar, så venter en masse arbejde, før flyene endelig kan flytte ind på Flyvestationen.
Dyrere end forventet
Tilbage i juni 2016 besluttede et politisk flertal at pensionere de aldrende F-16-fly og købe 27 F-35-fly.
Året efter forventede man, at anlægget ville komme til at koste 650 millioner kroner. Beløbet er dog blev opjusteret flere gange siden.
Det skyldes blandt andet, at man i 2018 besluttede, at de nye bygninger skulle ligge i et andet område af flyvestationen end først planlagt. Det betød, at byggeriet ville blive 260 millioner kroner dyrere.
Flystøjsberegningerne viste nemlig, at støjen fra de nye F-35 var større end fra de 40 år gamle F-16-fly.
Det skabte protest fra borgere i Skrydstrup, og Forsvarsministeriet valgte derfor at rykke F-35-kampflyene.
I alt har byggeriet kostet omkring 1,3 milliarder kroner. Altså væsentligt dyrere, end man først havde regnet med.