Jane og Jacob arbejder hele sommeren for, at vi kan nyde vores ferie
Det kræver 60 ansatte, en lille maskinpark og 1000 kilometer toiletpapir at holde en af Danmarks største campingpladser kørende i højsæsonen.
Jacob Knudsen er i gang med at tjekke vandprøver i badelandets maskinrum. For ti minutter siden stod han i campingpladsens reception og betjente turister på dansk og tysk, imens han indimellem besvarede den ringene mobil.
Mange tror, at vi holder fri om vinteren. Det gør vi ikke
Jane Knudsen, campingpladsejer
Det er et alsidigt job at være ejer af en af de største campingpladser herhjemme. Gammelbro Camping ved Haderslev har 975 enheder fordelt på campingvogne, telte, autocampere, men også hytter og strandlejligheder.
35-årige Jacob Knudsen ejer pladsen sammen med sin kone Jane Knudsen. Imens Jacob har mange kasketter på som daglig leder, tager Jane sig primært af butikken, hvor man kan købe alt fra mælk til gammeldags isvafler.
60 ansatte i højsæsonen
I højsæsonen har Jacob og Jane Knudsen 60 ansatte – 12 fastansatte og 48 løsarbejdere. Der skal nemlig mange til at holde det store krearum, hvor man kan alt fra at lave sandblæste glas til tryk på t-shirts, minigolfbanen, de store legepladser, det indendørs legeland, cafeen og butikken kørende.
To faste og fire løsarbejdere svinger rengøringskosten på pladsens otte servicebygninger fra 6 morgen til 22 aften, og de slæber kilometervis - nærmere betegnet 1000 kilometer toiletpapir - til wc’erne på én sæson.
Derudover har Jane og Jacob en elektriker og en tømrer ansat og et ægtepar til at tage sig af receptionen og butikken.
- Mange tror, at vi holder fri om vinteren. Det gør vi ikke. Her laver vi renoveringer, vedligeholdelse, udvikler, planlægger den kommende sæson, laver administration, holder MUS-samtaler og julefrokost med de ansatte, fortæller Jane Knudsen.
Måtte droppe jobbet som sygeplejerske
Jacob er mere eller mindre født ind i jobbet på campingpladsen. Det var hans bedsteforældre, der grundlagde pladsen i 1958 med plads til 50 telte og toiletterne var spande, der tømtes i ajlebeholderen og blev kørt på marken om vinteren.
Siden overtog hans far og nabocampingpladsen Årøsund Camping blev opkøbt. For ti år siden tog Jacob over.
Anderledes så det dog ud for 34-årige Jane Knudsen. Da hun blev kærester med Jacob, arbejdede hun som sygeplejerske, men de måtte sande, at det ikke gik.
- Vi kunne ikke få det til at hænge sammen, når jeg arbejdede helligdage og aften, imens campingpladsen var åben, fortæller Jane Knudsen, som ikke har fortrudt skiftet.
Maskinpark med eget værksted
Forvilder man sig om bagved campingpladsens badeland, legepladser og minigolfbane, kan man hurtigt blive i tvivl om, hvorvidt man er gået forkert.
Her står nemlig en mindre maskinpark bestående af tre minilæssere, tre servicebiler, to traktorer, to græsslåningsmaskiner og to rengøringskøretøjer og et fuldt udstyret værksted, som var man taget til mekanikeren.
- Så kan vi selv ordne maskinerne, når de går i stykker, siger Jacob Knudsen.
Der er da også en mand ansat til alene at tage sig af maskinerne, ligesom der er en ansat til at ordne de grønne områder med blandt andet seks kilometer hæk. Og så tager det en uge at slå de 25 hektar græs.
Altid hjemme
For parret er det blevet en livsstil at være campingejere. Selvom de i princippet aldrig har fri fra 1. april til midt i oktober, er der store fordele ved campinglivet.
- Man bor her og er i det, så man tænker ikke over, om man er på arbejde eller har fri. Det er enormt frit og enormt bundet på samme tid. Men man bestemmer over sin egen hverdag, fortæller Jacob Knudsen.
Det er ikke mindst en fordel, når man har tre børn på otte, seks og et år.
- Vi er altid hjemme ved børnene, og vi kan være sammen om det som familie, siger Jacob Knudsen, der også har sine forældre boende på campingpladsen.