Ja tak til gratis færger igen - bare ikke kun i juli
Høring i Folketinget om endnu en hjælpepakke til de danske småøer. Borgmester og vinavler i Haderslev efterlyser en længere periode med gratis billetter.
Sidste sommer strømmede turisterne til øer som Fanø, Endelave og Årø, fordi færgerne blev gjort billigere eller helt gratis for gående og cyklister i juli. Meningen var at booste turismen og erhvervslivet i landdistrikterne og på øerne.
Der er planer om noget lignende i år, og derfor havde Folketingets udvalg for Landdistrikter og Øer onsdag indkaldt til høring for at diskutere erfaringerne fra sidste år og se frem mod dette års sommerpakke. Blandt andet blev det drøftet, om og hvordan man skal gentage ordningen med færgebilletterne.
Årø blev jo nærmest væltet over ende sidste år.
H. P. Geil, Venstre, borgmester Haderslev
De billige eller gratis færgebilletter øgede interessen for småøerne signifikant, men resulterede også i nærmest overbelastede øsamfund, der havde svært ved at følge med.
Sidste sommer steg trafikken til Årø i Lillebælt til næsten det dobbelte i juli måned. Mens der i 2019 var 17.050 passagerer med færgen til det lille ø-samfund med 144 fastboere, steg tallet i 2020 til næsten det dobbelte - nemlig 30.713, oplyser Haderslev Kommune, der står for færgefarten mellem Årøsund og Årø.
- Tilbuddet om gratis billetter er genialt for at gøre opmærksom på øerne. Det skal bare ikke ske i den måned, hvor der er allertravlest i forvejen. Årø blev jo nærmest væltet over ende sidste år. Man kunne i stedet sprede det ud over nogle flere måneder end kun juli, august og september, mener Haderslevs borgmester H. P. Geil (Venstre), der foreslår for eksempel at gøre det i påsken.
- Det skabte problemer for de fastboende med køer ved færgen og sure turister, der naturligvis reagerede på, at der ikke var plads på cafeen, siger borgmesteren, der synes, det ville være fornuftigt at gå i dialog med øboerne i forhold til, at ordningen gentages i år.
Gratis billetter hjalp virksomheder
Jakob Lei ejer Årø Vingård. Han var en af oplægsholderne ved høringen på Christiansborg, og hans virksomhed fik stor gavn af hjælpepakken sidste år.
- Den gjorde, at jeg kom ud af 2020 med et lille plus, hvor jeg ellers var kommet ud med et stort minus. Og i år har jeg ikke en eneste booking i min kalender endnu, så jeg ønsker det gentaget, siger han.
De erhvervsdrivende på Årø fik sidste år ingen mulighed for at forberede sig på den voldsomme invasion af turister.
- Det hele kom lidt bag os, men i år vil vi være meget bedre rustede til de mange mennesker, siger Jakob Lei og erklærer sig enig i borgmester H. P. Geils ønske om at udvide ordningen til flere og andre måneder:
- Jeg vil være ked af ikke at have sommermånederne, for det er der, folk har ferie. Det har den største effekt for os at have en god højsæson, så jeg så gerne, at der var gratis færgebilletter i juni, juli, august, siger han.
Udvalget for Landdistrikter og Øer havde arrangeret høringen på Christiansborg i samarbejde med Landdistrikternes Fællesråd og Sammenslutningen af Danske Småøer.
I Horsens Kommune, hvor Endelave ligger, bakker fungerende borgmester Andreas Boesen (S) også op om at tage flere måneder i brug til ordningen.
- Det giver god mening at tage trykket af og forlænge belastningen over flere måneder. Man skal sørge for, at et øsamfund som Endelave med begrænset kapacitet kan bære, siger han til TV2 Østjylland.