54-årig skulle vænne sig til særligt én ting, efter at han vendte tilbage til skolebænken
Jesper Bowman lukkede i sommer sin pladebiks og begyndte på sygeplejerskestudiet. Omgangstonen har dog krævet lidt tilvænning for den 54-årige studerende.
54-årige Jesper Bowman tog tidligere på året en svær beslutning.
Han lukkede sin pladebutik i Horsens gennem otte år. Årsagen? Han var kommet ind på uddannelsen til sygeplejerske.
En uddannelse, som han egentlig har gået og tænkt på i store dele af sit liv. Han valgte i stedet kokkeuddannelsen, og sidenhen var det en tilværelse som butiksindehaver, der fristede.
Jesper Bowman er, efter de første fire måneder af uddannelsen, ikke i tvivl om, at han har valgt helt rigtigt med sygeplejerskeuddannelsen. Også selvom det ifølge ham er en udfordrende uddannelse.
- Man kan ikke bare komme ind med den ene hånd i baglommen og tro, at man kan det hele. Det er et hårdt og svært studie. Første semester er svært, for der skal du næsten vide, hvordan og hvorfor kroppen reagerer, som den reagerer, siger han.
Savner Superliga- og Slayersnak
Der er ingen tvivl om, at det er et kvindedomineret fag, som han nu er på vej ind i. Ud af næsten 70 elever på årgangen er fire af dem mænd.
et er ikke fordi, at jeg brænder inde med 1000 far-jokes, men nogle gange ryger der bare noget ud af halsen på mig
Jesper Bowman, sygeplejerskestuderende
Ifølge Jesper Bowman er mange af studiekammeraterne i start 20'erne og har for nylig gennemført en gymnasial uddannelse.
- Jeg savner sgu lidt mænd. I det der sindssygt lange frikvarter på en time, vi har, savner jeg at kunne snakke om Superligaresultaterne eller, at man kan sige, “Har du set, at Slayer kommer til Herning?”. Det kan man bare ikke, fordi det kun er kvinder, siger han.
Der er dog særligt et område, hvor 54-årige Jesper Bowman kan mærke, at der er sket en udvikling i forhold til de andre gange, han har været på skolebænken.
Man kan ikke længere bare sige lige det, der falder en ind, mener han.
- Jeg er jo gammel for fanden, jeg er 54. Den falder jeg i nogle gange. Man skal også passe på i de her woke-tider. De der halvdårlige farvittigheder, de holder bare ikke mere, siger han og fortsætter:
- Det er ikke fordi, at jeg brænder inde med 1000 farjokes, men nogle gange ryger der bare noget ud af halsen på mig. Det er ikke ment på nogen bestemt måde, men for fanden sådan er det bare. Den går bare simpelthen ikke mere. Der bliver kigget skævt til det og vendt øjne. Det er meget harmløst, synes jeg, men man skal lige tænke sig om.
Den seneste uddannelse, som Jesper Bowman tog, er så også i den helt anden grøft, fortæller han.
- Jeg kommer fra en kokkeuddannelse, hvor der godt kunne være nogle hårde nysere, siger Jesper Bowman, der også understreger, at det er to meget forskellige uddannelser, hvad angår omgangstonen.
Er mere "loose"
Jesper Bowman peger dog på, at der også kan være flere fordele ved at være oppe i alderen, når man som ham skifter retning og påbegynder et nyt studie.
Med alderen følger erfaring og en mere "loose" tilgang, som han selv kalder det.
- Om jeg får 02 eller 12, det er lige fint for mig. Bare jeg består og kommer videre. Jeg er for fanden ikke en bedre sygeplejerske, fordi jeg får 12, siger han.
Drømmer du, ligesom Jesper Bowman har gjort, om at skifte retning og måske begynde på et nyt studie, så har den tidligere kok og pladebiks-ejer nogle få råd.
Først og fremmest skal man have økonomien på plads, medmindre man kan leve på en SU.
Derudover er der kun én ting at gøre. Spring ud i det og prøv det af.
- Går det ikke, så går det ikke. Vi lever i mulighedernes land. Så finder vi bare på noget andet at lave. Herregud, siger han.