Han sad på stadion, da Sønderjyske vandt 5-0 mod FCK - 15 år senere er han selv på banen

Rasmus Vinderslev begyndte som femårig i Haderslev FK, og har derfor overværet de fleste af Sønderjyskes hjemmekampe, før han selv blev spiller på holdet. Billedet af Rasmus Vinderslev er sat sammen med et billede fra kampen mellem Sønderjyske og FC København i 2009. Foto: Grafik: Lasse Lund Hansen
Udgivet

Sønderjyske vandt for 15 år siden 5-0 i pokalturneringen mod FC København. Anfører Rasmus Vinderslev var 12 år gammel og kom for sent på stadion.

Sønderjyskes anfører Rasmus Vinderslev husker den 29. oktober 2009 mere end mange andre. Det var den dag, at de lyseblå sønderjyder knuste de senere danske mestre fra FC København med hele 5-0 i Pokalturneringen.

TV SYD kan grundet manglende rettigheder ikke vise højdepunkter fra kampen. Journalist Ole Møller var dog på stadion på kampdagen for at lave optagelser til et indslag, der blev vist på TV SYD den 1. november 2009. Det er også TV SYDs Ole Møller, som speaker de 15 år gamle optagelser. Video: Daniel Just Schram, Tv Syd

Rasmus Vinderslev var 12 år på det tidspunkt og spillede for Haderslev FKs U13-hold. Han var på stadion til de fleste hjemmekampe i sin tid som drengespiller, men beskriver denne kamp som noget specielt.

- Der er nogle stykker, som hænger i hukommelsen i løbet af de år, man har kommet på stadion. Det her er selvfølgelig en af dem, hvor man husker tilbage og tænker, at det ikke burde kunne lade sig gøre, siger Rasmus Vinderslev.

Udover resultatet er der en ekstra årsag til, hvorfor kampen står klart i erindringen for kaptajnen.

Kom for sent

Rasmus Vinderslev spillede en ungdomskamp på udebane den 29. oktober 2009. Han kan ikke huske hvorhenne, men det gjorde, at ham og vennerne ikke nåede at se pokalkampen fra start.

De fik fribilletter til alle kampe, så der var ikke noget, der hed at blive væk.

Da han trådte ind på stadion i Haderslev, der er mindre, end det er i dag, troede han ikke sine egne øjne.

- Man kunne mærke, at alle på stadion var oppe at køre, men vi troede næsten ikke på, at det passede. Det gjorde det vanvittigt nok, siger Rasmus Vinderslev.

Sønderjyske-FC København 5-0

1-0: Johnny Thomsen

2-0: Mads Jessen

3-0: Rasmus Hansen

4-0: Nicolaj Agger

5-0: Søren Frederiksen

Styrkeforholdet mellem Sønderjyske og FC København i 2009 var ligesom i år med sønderjyderne i bunden og FCK i toppen af Superligaen. Pokalturneringen er dog en turnering for sig selv, hvor det er vind eller forsvind-kampe, der spilles.

Sønderjyske havde aldrig slået københavnerne før 5-0-kampen. Det har de siden kun gjort to gange yderligere. Klubberne har mødt hinanden 49 gange i alt. Derfor var det en sensationel aften for Rasmus Vinderslev og de lidt mere end 1000 tilskuere, som befandt sig på det gamle Haderslev Stadion.

Sønderjyske spillede senest mod FC København den 11. august i år. Her vandt københavnerne med 2-0 i Haderslev. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Onsdag den 30. oktober 2024 - altså 15 år og en dag efter - mødes de to klubber igen i samme turnering.

Rasmus Vinderslev kan denne gang bevidne hele kampen inden for kridtstregerne, hvis han er blandt cheftræner Thomas Nørgaards udvalgte.

Kampen begynder klokken 20 og vises på Viaplay Sport News.

13-årig pige efterlyses - politiet er bekymret

Foto: Privatfoto
Udgivet

13-årige Ragna er forsvundet, og Sydøstjyllands Politi er bekymret for hendes ve og vel.

Hun er 160 centimeter høj, lyst mellemlangt hår, kunstige øjenvipper.

Ifølge politiet er hun sandsynligvis iført bamset dunjakke, og hvide sneaks medbringende en sort taske.

Politiet gør opmærksom på, at hun sandsynligvis opholder sig i København omkring Nørrebro.

TV SYD har været i kontakt med Sydøstjyllands Politi for at høre, om pigen er bortgået, om hun har været nedtrykt, eller om de har grund til at tro, at der er sket en forbrydelse. Men politiet vil ikke komme nærmere ind på pigens forsvinden.

Hvis man har set Ragna eller har oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefonnummer 1-1-4.

Presset brintfirma skal have vendt negativ spiral med ny topchef

Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD
Af Ritzau
Udgivet

Spareplanen indbefatter, at omkostningerne skal skal reduceres med 40 til 50 procent.

Fra fredag skal en ny topchef stå i spidsen for den pressede danske brintvirksomhed Green Hydrogen Systems.

Her vil René Umlauft nemlig erstatte den nuværende topchef, Peter Friis, som forlader selskabet.

Det har bestyrelsen i Green Hydrogen Systems besluttet, oplyser virksomheden i en meddelelse onsdag.

Green Hydrogen Systems har også offentliggjort salgstal for tredje kvartal onsdag. Her fremgår det, at virksomheden har haft en omsætning på 33,7 millioner kroner i kvartalet.

Virksomheden fastholder sin forventning om at nå en omsætning på mellem 105 og 145 millioner kroner i 2024. Forventningerne blev nedjusteret 9. oktober fra en forventet omsætning på 125 til 165 millioner kroner.

Her varslede Green Hydrogen Systems samtidig, at man ville fyre op mod 100 medarbejdere. Det er en del af en omfattende spareplan, som skal reducere omkostningerne med 40 til 50 procent.

Onsdag lyder det fra virksomheden, at den i øjeblikket bryder forpligtelser i sine låneaftaler. Hvis der ikke kommer nye penge i kassen, vil reserverne være brugt i begyndelsen af 2025, lyder det.

Derfor har Green Hydrogen Systems desperat brug for penge. Målet er at hente 300 millioner kroner inden udgangen af 2024.

Virksomheden oplyser, at den har en "konstruktiv" dialog med dens største aktionærer og långivere for at imødekomme finansieringsbehovet.

Samtidig vil Green Hydrogen Systems på en ekstraordinær generalforsamling 14. november bede aktionærerne om lov til at udstede nye aktier eller konvertible obligationer.

Green Hydrogen Systems, der har hovedsæde i Kolding, udvikler og producerer anlæg, der kan spalte vand til brint og ilt. Brinten kan bruges som klimavenligt brændstof eller anvendes i andre processer.

Siden Green Hydrogen Systems blev børsnoteret i 2021, er kursen faldet omkring 90 procent.

Efter meddelelsen om, at René Umlauft overtager direktørposten fra Peter Friis steg aktien. Kort inden klokken 11 er kursen steget omkring 13 procent.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.