- Det er under al kritik, siger Sønderjyske-træner

Cheftræner i Sønderjyske, Thomas Nørgaard, ser med stor bekymring på de mange personlige fejl, der har lidt til indkasserede mål i holdets seneste kampe. Foto: Daniel Just Schram, TV SYD
Af Mads Artmann Haugaard & Lars Fink
Udgivet
I samarbejde med TV 2 Sport

Oprykkerne forsvarer slet ikke godt nok, og holdet fejlede som gruppe, mener anfører Rasmus Vinderslev.

Superliga-oprykkerne fra Sønderjyske har vist sig frem fra en kedelig side de seneste runder, hvor de har holdt åbent hus i defensiven.

Fire mål lukkede de ind – endda i første halvleg – mod Randers, og selvom oprykkerne kom på tavlen en enkelt gang, var løbet kørt.

Allerede efter 24 minutter havde Sønderjyske-keeper Jakob Busk hentet bolden ud af eget net tre gange, og så er det svært at vinde fodboldkampe, erkender træner Thomas Nørgaard.

- Det er under al kritik. Jeg synes, vi er dårlige i første halvleg, under al kritik, ingen tvivl om det. Jeg beder spillerne om en attitude i anden halvleg, hvor vi kan kigge folk i øjnene. Det er et bjerg at bestige, når man er bagud 4-1.

- Jeg taler ikke Randers’ præstation ned en dag som i dag. Der er ingen tvivl om, at vi er alt, alt, alt for dårlige, men de gør det, de skal. De er foran 4-1 ved pausen, og så kan man ikke andet end at løfte på hatten og sige, at det var godt arbejde af dem, siger Thomas Nørgaard til TV 2 Sport.

I seneste spillerunde lukkede Sønderjyske også fire mål ind mod Viborg, så Thomas Nørgaard har lidt at tale med sit mandskab om.

- Hvis vi lukker fire mål ind, så er det rigtig, rigtig svært at vinde fodboldkampe i Superligaen, og det har vi stor respekt for, og det tager vi alvorligt, siger Sønderjyske-træneren til TV 2 Sport.

Oprykkerne har lukket 34 mål ind i de første 14 kampe, og det gør dem til det hold, der har lukket flest mål ind i ligaen, selvom det hører med, at Vejle, der har lukket 31 mål ind, har spillet en kamp mindre.

Fejler som gruppe

Chokstarten med de tre indkasserede mål på under et kvarter gjorde også, at hjemmeholdets spillere havde svært ved at spille resten af kampen.

For godt nok kom de mere på bolden efter pausen, hvor Randers ikke truede Jakob Busks mål synderligt meget, men det ændrede ikke på helhedsindtrykket.

- Det er jo selvfølgelig en utrolig dårlig følelse, og det gør det svært for os at spille resten af kampen. De sidste 60 bliver svære.

- Som gruppe fejler vi i første halvleg, og jeg synes ikke, vi er gode nok til at hjælpe hinanden. Vi skal lægge noget mere hjerte i at forsvare vores eget felt, siger Sønderjyske-anfører Rasmus Vinderslev til TV 2 Sport.

Søndag kan Sønderjyske havne under nedrykningsstregen i Superligaen, hvis Lyngby overrasker og slår AGF på udebane.

Arthur og Elise er nu med i en sjælden klub, der har fået brev fra både konge og dronning

I Sønder Starup Kirke holdte præsten tale for parret til jernbrylluppet. Foto: Privatbillede
Udgivet

Kobber-, sølv- og guldbryllup har Arthur Ernst og Elise Ernst fejret for længst. Når deres ægteskab fylder 70 år, kan parret holde jernbryllup.

Statsministeren hed Hans Hedtoft, Vesttyskland optages i NATO, og stomiposen bliver opfundet. Året var 1954, og det var også året, hvor Arthur og Elise blev gift.

Hvis man aldrig har skændtes i et ægteskab, så har den ene domineret det hele. Og sådan har det ikke været for os.

Arthur Ernst

Parret mødte hinanden på en gård i Hoptrup, hvor de begge skulle tjene. I en alder på 22 og 23 år blev parret viet, og ægteskabet har varet ved lige siden.

Den 5. november har Arthur og Elise fra Haderslev været gift i 70 år.

- Efter så lang tid, er det taknemmeligheden der fylder. Vi har det godt sammen, siger Elise Ernst.

Begivenheden blev fejret i Sønder Starup Kirke i Haderslev og det tilhørende sognehus for 57 familiemedlemmer.

Sønder Starup Kirke ligger tæt på Haderslev Fjords sydbred. Foto: Privatbillede

- Vi har et rigtig godt ægteskab. Vi er virkelig glade for hinanden, og jeg nyder hendes selskab, forklarer Arthur Ernst.

Sammen har jernbryllupsparret fået fire børn, 11 børnebørn og 18 oldebørn. Der er endda to oldebørn mere på vej.

En kongelig besked

Udover gaver og lykønskninger fra familien har bryllupsparret fået et brev fra Hans Majestæt Kong Frederik X

- Det er da lidt specielt at få et brev fra kongehuset. Det er ikke alle og enhver, der får lov til det, fortæller Arthur Ernst.

Blandt festdeltagerne var parrets fire børn, 11 børnebørn og 18 oldebørn. Foto: Privatbillede

Det er ikke første gang, at breve fra kongehuset lander i postkassen hos ægteparret. Både ved diamant- og krondiamantbryllup har Dronning Margrethe sendt hadersleverne en besked.

Dog er det langtfra alle ægteskaber som når disse milepæle. Tal fra Danmarks Statistik viser, at 12.862 ægtepar blev skilt i 2023. Omkring 48 procent af skilsmisserne var inden for 10 års ægteskab, men det har aldrig været en del af overvejelserne for Arthur og Elise.

- Selvfølgelig kan vi blive uenige en gang imellem, men vi har aldrig talt om skilsmisse, fortæller Arthur Ernst og fortsætter:

- Hvis man aldrig har skændtes i et ægteskab, så har den ene domineret det hele. Og sådan har det ikke været for os.

Hvad er jeres hemmelighed til et langt ægteskab?

- Det er vigtigt, at man skal finde den rigtige helt fra starten og holde fast ved personen. Men så skal man også leve længe, bemærker Elise Ernst.

På selve bryllupsdagen har parret inviteret naboerne og sidst, men ikke mindst vil borgmester i Haderslev, Mads Skau (V), komme forbi.

Bil kørt ind i hus - to personer fastklemt

To personer skulle være fastklemt i bilen, der omkring klokken 17 kørte ind i et hus i Bov. Foto: Presse-foto.dk
Udgivet

To personer er kørt ind i et hus i Bov. Ulykken skete omkring klokken 17.

Opdateres.

Bilen ramte huset kort før klokken 17, og to personer skulle være fastklemt i bilen.

Det skriver JydskeVestkysten.

Ifølge avisen er politi, ambulance og brandvæsen på stedet, men der er ikke oplysninger om, at personerne er kommet alvorligt til skade.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.