25-årig mand kendt skyldig i stor sag om seksuelle krænkelser af børn
Retten i Esbjerg har fredag formiddag kendt en 25-årig mand skyldig i stort set samtlige af de krænkelser af mindreårige piger, som han var tiltalt for.
29 retsdage, 33 vidner og 27 forurettede piger.
Siden 4. marts har Retten i Esbjerg behandlet en stor sag om grooming, som er, når voksne manipulerer børn for at udnytte dem seksuelt.
Fredag blev der afsagt kendelse om skyld i sagen, og retten har kendt en 25-årig mand skyldig i lang de fleste af anklagerne.
- Tiltalte Simon Kofoed Larsen kendes skyldig i forhold 1-25, 28-57 og forhold 59-65, lød det fra retsformand Michael Wennicke.
Det betyder, at han ikke er skyldig i tre af forholdene.
Retten har dermed blandt andet kendt Simon Kofoed Larsen skyldig i fire voldtægter mod tre forskellige piger og tre forsøg på voldtægt mod tre andre piger. Han er også kendt skyldig i trusler og hundredevis af samlejer med piger under 15 år.
1. marts 2022 blev loven ændret, så man ikke længere kan dømmes for samleje med børn under 15 år, idet det vil være en voldtægt. Da nogle af forholdene er begået før lovændringen, er de beskrevet som samlejer og ikke voldtægter.
Noget af det, retten ikke har fundet ham skyldig i, er to af voldtægtsforsøgene
Retten mener, at den 25-åriges forklaringer har været utroværdige, mens pigernes udsagn har været sikre og troværdige.
Den 25-årige forholdt sig under oplæsningen rolig. Mens han på flere af de øvrige retsdage har været iklædt hættetrøje og joggingbukser, er han i dag klædt i en lyseblå skjorte og sorte jeans.
I en udtalelse fra Retslægerådet, som blev læst op i retten af Anklagemyndigheden, antages det, at den 25-årige vil udgøre en ‘væsentlig fare’ for andre, og at han derfor bør idømmes forvaring.
Den 25-årige har en IQ på 73, hvilket svarer til sinkeområdet, lyder det i undersøgelsen. Han har desuden en søn, som han fik som 15-16 årig, og som han ikke ønsker kontakt til.
Han er tiltalt for 65 forhold, der blandt andet dækker over voldtægter og samleje med barn under 15 år.
Han har undervejs nægtet sig skyldig i de grove anklager som voldtægt og voldtægtsforsøg, men har erkendt at være i besiddelse af seksuelle billeder og videoer af pigerne.
Han blev anholdt på sin bopæl i Vejen 25. april 2022 og har siden siddet varetægtsfængslet.
Under afhøringen af ham har han mestendels svaret, at han ikke kunne huske de pågældende piger, eller at han ikke havde nogen kommentarer til anklagerens spørgsmål.
Hans forsvarer Brian Werner Lassen har i sin procedure udtalt, at han mener, pigerne frivilligt sendte nøgenbilleder af sig selv til den 25-årige, og at det skete med samtykke, når de havde sex med ham.
Omvendt har specialanklager Anemarie Haahr ment, at der var tale om grooming. En proces, hvor en voksen over tid manipulerer unge ved først at komplimentere dem og vinde deres tillid for derefter at udnytte dem seksuelt. Hun har lægt vægt på, hvordan hans fremgangsmåde har været systematisk og udspekuleret.
Han har taget kontakt til pigerne - typisk via Snapchat. Her har han spurgt efter deres alder først for derefter at svare, at han var et år eller to ældre, selv om han i nogle tilfælde var ti år ældre end pigerne.
Han har typisk rost pigerne fra start og hurtigt spurgt, om de ville være kærester, og så har han bedt om billeder af dem uden tøj på.
Pigerne er blevet afhørt i retten for lukkede døre, men under anklagerens procedure kom det frem, at flere af dem har forklaret, at den 25-årige var sød, så længe de sendte de billeder, han ville have.
Hvis de ikke gjorde, som han sagde, truede han med at gøre skade på sig selv, begå selvmord eller dele billederne af dem med deres omgangskreds, hvilket ifølge Red Barnet er en helt klassisk fastholdelsesmetode i en groomingproces.
Truslerne virkede, har mange af pigerne forklaret, for de fortalte ikke nogen om, hvad de var udsat for, og derfor blev han ikke meldt til politiet. Først da en mor fra Sydjylland anmeldte ham for voldtægt af sin dengang 13-årige datter i 2022, blev der sat en stopper for ham.
Efterforskningen viste, at den 25-årige havde kontaktet næsten 3000 piger. 27 af dem er en del af sagen, og forholdene går otte år tilbage.
Anklager Mathilde Teilvang, der har været til stede ved flere af retsmøderne sammen med sin kollega Anemarie Haahr, og forsvarer Brian Werner Lassen skal ved dagens retsmøde nu i gang med at procedere for, hvilken straf, de mener, er passende for den 25-årige mand.
Herefter trækker retten sig tilbage for at votere, og så bliver der afsagt endelig dom på et senere tidspunkt. Det er endnu ikke meldt ud, om det bliver senere i dag fredag eller tirsdag eller onsdag i næste uge.
TV SYD er til stede i retten og følger sagen.
Det handler sagen om:
Den 25-årige mand er tiltalt for 65 forhold begået mod 27 piger mellem 11 og 15 år..
Forholdene tæller blandt andet voldtægter eller voldtægtsforsøg af syv af pigerne, samleje med børn under 15 år, herunder ved brug af fysisk eller psykisk overmagt, tvang eller trusler.
Derudover er den 25-årige tiltalt for blufærdighedskrænkelse, ulovlig tvang og besiddelse af seksuelt materiale af personer under 15 år.
Manden er ifølge anklageskriftet kommet i kontakt med pigerne via sociale medier - typisk Snapchat.
Her har han typisk udgivet sig for at være et år eller to ældre end pigerne, selv om han var ældre.
Den 25-årige har siddet varetægtsfængslet siden 25. april 2022. Han har nægtet sig skyldig i alle forhold på nær dem, der handler om besiddelse af billeder og videoer af seksuel karakter.