Sølvmedaljevindere fejret med pandekager og bobler
Lørdag var håndboldherrerne fra Fredericia HK så tæt på at kunne smage guldet som overhovedet muligt.
Men det blev i stedet til en sølvmedalje i det sidste opgør mod Aalborg Håndbold.
Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var meget tæt på
Anders Skou Larsen, Fredericia HK-fan
I dag blev spillerne fejret af hundredevis af fans på Rådhuspladsen, der var kommet for at vise deres støtte og opbakning.
- Det betyder meget. Vi har fra begyndelsen kunnet mærke, at byen var med os, siger fløjspiller Martin Bisgaard.
Som dagene er gået efter weekendens nederlag, har skuffelsen også efterhånden lagt sig.
- Vi er landet lidt mere i det og er glade for den medalje, vi har trods alt har fået, siger fløjspilleren.
Ifølge TV 2 Sports håndboldekspert, Peter Bruun Jørgensen, var det overraskende, at se Fredericia spille lige op med de flerdobbelte danmarksmestre fra Aalborg.
- Kigger man på de to mandskaber, og hvilke profiler de har, så har Aalborg noget større økonomiske muskler, siger han.
Flere af fansene, der var mødt op foran rådhuset, havde svært ved at komme sig over en sæson, der var spændende til sidste fløjt.
- Det har været helt vildt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Man kan lidt sammenligne det med EM i 1992. Det var meget tæt på, siger Anders Skou Larsen, der sad på tilskuerpladserne til finalekampen.
Sidste sæson vandt fredericianerne en bronzemedalje, og denne gang blev det til sølv. For Martin Bisgaard mangler der kun en ting, når spillerne trækker i trøjen til næste sæson.
- Det er jo meget enkelt, det må blive guld næste år.