Presset Ørsted efterlader hul på milliarder i statskassen
Staten har i finansloven for i år budgetteret med 3,1 milliard kroner i indtægter fra udbytte fra Ørsted. Men selskabet har i forbindelse med årsregnskabet onsdag sagt, at der ikke kommer udbytte de næste år.
Staten er hovedaktionær, og finansminister Nicolai Wammen (S) har "noteret" sig, at udbyttet ikke udbetales.
- Jeg tager til efterretning, at Ørsteds ledelse vurderer, at det er en balanceret samlet plan, som vil styrke selskabets finansielle situation og robusthed.
I 2023 tabte selskabet 20,2 milliarder kroner, viser årsregnskabet onsdag. De røde tal betyder, at energiselskabet har besluttet ikke at betale udbytte i 2023, 2024 og 2025.
Manglende udbetaling vil næppe føre til større panderynken på Slotsholmen ifølge økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet.
- Tre milliarder kroner lyder som et stort beløb, men set i forhold til det samlede budget for den offentlige sektor er det et ret ubetydeligt beløb.
Selvom det ikke kommer til at 'vælte' statskassen, så er det en alvorlig situation, selskabet står i, og det bærer den nye strategiske plan præg af. Det mener aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen.
Det efterlader ifølge ham et Ørsted, som vil være "betydeligt" mindre i 2030 end hidtil forventet.
- Der bliver trukket noget lækkerhed ud af det prestigeprojekt, som Ørsted er for politikerne, fordi selskabet ikke er så stærkt, når vi kigger fremad, siger han.