![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjMvMTEvMDUvbWFydGluLWJpc2dhYXJkLWZyYS1mcmVkZXJpY2lhLWhhYW5kYm9sZGtsdWItZmhrLmpwZw==/martin-bisgaard-fra-fredericia-haandboldklub-fhk.jpg?fm=jpg&w=1920&h=1279&s=eefa781176efdf7847ce09422d445a98)
Mandlige håndboldspillere fravælger barsel uden løn
Mange mandlige håndboldspillere får børn, mens de stadig er aktive.
Men de færreste gør brug af retten til 11 ugers øremærket barsel, og ugerne går tabt.
Det har både sportslige og økonomiske omkostninger at gå på barsel, siger Torben Vinther, direktør i fagforeningen Håndbold Spiller Foreningen.
En af de spillere, der ikke har taget barsel, er Martin Bisgaard, fløjspiller i Fredericia Håndboldklub.
Han blev far til en dreng i december 2022. Han blev væk fra træning i en uge på grund af fødselskomplikationer, og da han mødte op til kamp lørdagen efter, sad han på bænken.
- Sådan er det bare. Det er intet ondt mod min træner. Hvis man ikke har været til alle træninger inden, kan man have misset taktik op til kampen, siger han.