Fredericiansk triatlet udtaget til OL for første gang
Den fredericianske triatlet Alberte Kjær Pedersen er udtaget til OL i Paris. Det skriver Danmarks Idrætsforbund (DIF) i en pressemeddelelse.
- Det er så uvirkeligt for mig, at jeg skal til OL. Det har altid været en drøm, og de seneste par år har det også været et mål. Jeg har sat mit studie på pause, for at satse helt på min sport, udtaler Alberte Kjær Pedersen.
Hun har sat tandlægestudiet på pause i et år for at kunne fokusere på sin sport. Det har nu givet resultat.
- Det er sårbart at tage sådan en beslutning, men jeg ville bare være sikker på, at jeg gav den alt, hvad jeg kunne, så jeg er så glad for, at jeg nu skal til OL, tilføjer hun.
Alberte Kjær Pedersen har netop vundet World Cup-afdelingen i Huatulco.