Filmoptagelser spærrer Den Gamle Lillebæltsbro i aften
OPDATERET kl. 12.42: Artiklen er opdateret med oplysninger om, at det ikke er muligt at være tilskuer ved arrangementet.
Det er en særlig begivenhed, der i aften spærrer Den Gamle Lillebæltsbro for trafik.
Firmaet Red Bull skal nemlig lave optagelser til en film, og der vil både være to F1-biler på broen og en helikopter i luften.
Ifølge Vejdirektoratet vil broen være lukket for bilister fra klokken 17.30 frem til 21.30 og i perioder på 15 til 20 minutter.
Rejsetiden vil være forlænget på mellem 10 og 30 minutter. Gående, cyklister og knallerter vil ikke kunne passere broen, mens den er spærret.
Arrangørerne gør opmærksom på, at det ikke er muligt at være tilskuer ved arrangementet.