Syd- og Sønderjylland savner unge i uddannelse - dette vil kandidaterne gøre ved det
Erhvervslivet i Syd- og Sønderjylland skriger på unge med de rigtige uddannelser. Under debat i Kolding kom folketingskandidater med deres bud på løsninger.
Sabr Ibrahim er pædagogstuderende på UC Syd i Kolding og en af de i alt 850 studerende på skolen.
Han mener, at Kolding er noget nær det perfekte sted at tage en uddannelse.
- Der er et godt studiemiljø, der er gode transportmuligheder, og det er i det hele taget bare en god by, siger Sabr Ibrahim.
Desværre er det langt fra alle, der tænker ligesom ham. 66 procent af unge, der vil læse på en videregående uddannelse, søger om optagelse i de større byer København, Aarhus, Aalborg og Odense som førsteprioritet, viser tal fra Business Kolding.
Det betyder ifølge Ole Rudbeck Petersen, der er administrerende direktør i Kolding-virksomheden Alfa Laval, at erhvervslivet her i landsdelen skriger på unge med de rigtige uddannelser.
- Vi har kraftigt brug for både ingeniøruddannede og IT-uddannede. Det, jeg håber på, er, at man får flyttet tingene lidt væk fra storbyerne, men samtidig får det samlet, så vi sikrer noget kvalitet, siger han.
Debat om fremtidens uddannelsesbyer
Problematikken er også noget, der fylder i valgkampen, og derfor afholdt Business Kolding mandag et debatmøde, hvor uddannelserne, erhvervslivet og ikke mindst politikerne fik mulighed for at diskutere, hvad der skal til for at vende udviklingen.
En af de politikere, der gav sit besyv med i debatten, var uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S).
- Man skal sørge for attraktive uddannelser, og de kommuner, hvor uddannelserne ligger, skal også lægge sig i selen for at bidrage til, at der er et godt studie- og ungdomsmiljø i byerne, siger han.
Tilbuddet om uddannelse i de større provinsbyer løser ikke alene problemet. Eksempelvis startede der kun fem elever på maskinmesteruddannelsen i Sønderborg ved seneste optag.
- Det er ikke en let øvelse, fordi Aarhus, København og til dels også Odense er nogle kæmpestore magneter, som tiltrækker unge mennesker fra landområderne, siger Henrik Dahl (LA), der også er blandt de folketingskandidater, der deltog i debatten.
- Når man laver attraktive studiemiljøer, så er det godt, og når der nærmest er garanti for job efter sin uddannelse, så er det også meget positivt.
Derudover fremhæver Henrik Dahl også, at hvis man vil have flere til at bosætte sig, så nytter det ikke, at man kun kigger på at gøre det attraktivt for den, der søger en stilling. Det skal også være attraktivt for familien.
Jesper Petersen mener også, at der ligger en opgave for uddannelsesstederne i de mindre byer om at brande sig selv.
- Det er vigtigt, at man også fremhæver nogle af de kvaliteter, der er ved at være et mindre uddannelsessted, hvor man kan have en mere nær kontakt til sine undervisere og medstuderende, siger han.