Søren må tage toget til sin valgkreds
De fleste folketingskandidater bor i deres valgkreds, men nogle få kommer til kredsen fra andre dele af landet.
Nogle folketingskandidater kan nå vælgerne på cykel. Søren Egge Rasmussen må en tur med letbane og tog for at komme fra Aarhus til sine valgkredse i Vejle og Kolding.
Han har siddet i Folketinget for Enhedslisten siden 2015, valgt i Østjyllands Storkreds. Men der stiller partiets frontfigur Mai Villadsen op denne gang, og kredsen er ikke stor nok til dem begge.
- Vi plejer kun at få ét mandat i Østjylland, så derfor kiggede jeg efter en anden storkreds i Jylland, hvor jeg har bedre chancer for at blive valgt. Det blev så Sydjyllands Storkreds, hvor jeg forhåbentlig kan blive Henning Hyllesteds afløser, siger Søren Egge Rasmussen.
Som spidskandidat har han gode chancer for at blive valgt, for Enhedslisten har partiliste. Det vil sige, at det første mandat går til spidskandidaten, med mindre en anden kandidat "sprænger listen" med et meget højere stemmetal.
Kender lokale ghettoer
Han har i mange år stillet op på hjemmebane i Østjyllands Storkreds. Nu er han for første gang på udebane.
Min erfaring kompenserer for, at jeg bor udenfor kredsen
Søren Egge Rasmussen, spidskandidat for Enhedslisten
- Ideelt set er det godt at bo der, hvor man er valgt ind. Det er også derfor, jeg ikke er flyttet til København, efter jeg kom i Folketinget. Men jeg synes, min erfaring kompenserer for, at jeg bor udenfor kredsen. På Christiansborg har jeg forhandlet mange aftaler om klima, energi og landbrug, og jeg kender alle de udsatte boligområder i min valgkreds, siger Søren Egge Rasmussen.
Folketingsmedlem: For mange bliver i København
Sjællandske kandidater som Pernille Vermund for Nye Borgerlige, Søren Espersen for Danmarksdemokraterne og socialdemokraten Jens Jonatan Steen er også opstillet i Sydjyllands Storkreds.
Men langt de fleste kandidater bor i kredsen eller er vokset op i området. Det gælder blandt andre Anni Matthiesen, som er folketingsmedlem for Venstre. Hun bor i Krogager midt i sin valgkreds, og hun synes, den lokale forankring er en stor fordel.
Flere og flere folketingsmedlemmer bruger næsten al deres tid i København
Anni Matthiesen, folketingsmedlem, Venstre.
- Når jeg handler hos den lokale købmand, så hører jeg om den høje elregning, og jeg møder borgere, som fortæller mig om deres udfordringer i hverdagen. Det kan godt bekymre mig, at flere og flere folketingsmedlemmer bruger næsten al deres tid i København, for så mister man forbindelsen til vælgerne, siger Anni Matthiesen.
Stiger af i Vejle
Søren Egge Rasmussen forstår godt, hvis nogen ser skeptisk på, at han ikke selv bor i sin nye valgkreds.
- Det er da forståeligt, men jeg har altså et godt kendskab til Sydjylland, og jeg kan garantere, at jeg vil opholde mig meget her i kredsen, hvis jeg bliver valgt. Jeg er jo også vant til at køre gennem Vejle to gange om ugen, når jeg pendler til Christiansborg, så jeg stiger gerne af for at mødes med folk, så på den måde er jeg tæt på mine vælgere, siger Søren Egge Rasmussen.